DK152995B - Fremgangsmaade til nedbringelse af varmeforbruget i en bygning og skaerm til brug ved udoevelse af fremgangsmaaden. - Google Patents

Description

Opfindelsen angår en fremgangsmåde til nedbringelse af varmeforbruget i en bygning.

De stigende energipriser og de derved intensiverede besparelser har ført til, at man søger at gøre beboelseshusene så karrige med energi som muligt. Fortrinsvis sker dette ved at nedbringe transmissionstabene gennem husets vægge og tag, hvilket opnås ved forbedret isolering, indsætning af isolationsruder osv., dvs. ved forbedring af bygningskonstruktionens K-værdi, men det sker også ved at nedbringe ventilationstab og luftlækage, hvilket opnås ved varmegenvinding i ventilationssystemet henholdsvis ved tætning af sprækker ved vinduer og døre samt andre ikke ønskelige luftpassager.

Det er velkendt, at der for bibeholdelse af en vis indetemperatur kræves kraftigere opvarmning ved blæst end ved vindstille, selv om temperaturen ude er den samme, og efter gængse forestillinger forbindes dette med, at "træk" i huset forøges ved tiltagende blæst.

Som en konsekvens heraf anvender man vindskærme ved husene mod den fremherskende vindretning, hvorved vegetationstæpper og hække siden langt tilbage i tiden er blevet udnyttet til dette formal. I den seneste tid er også kunstige vindskærme i form af vindnet begyndt at blive anvendt, især ved drivhuse og ofte i kombination med vegetationstæpper. Vindskærmene placeres i terrænet omkring huset i passende afstand fra dette, så at huset befinder sig i læzonen bag ved vindskærmen .

Opfindelsen er baseret på indsigt om, at blæsten ikke bare forårsager "træk" i huset og dermed forøger ventilationstabene og luftlækagen, men også i høj grad påvirker transmissionstabene gennem husets vægge og tag; alene den byggetekniske udformning er således ikke afgørende for transmissionstabenes størrelse. Der sker en strømning af varme fra husets forskellige overflader til den omgivende luft ved konvektion, så snart overfladerne holder højere temperaturer end luften uden for. Varmetransporten gennem vægge og tag bliver større, jo højere temperaturforskellen er, og der opstår en konvektionsstrøm på væggenes henholdsvis tagets yderside, som øger i hastighed med tiltagende temperaturforskel. Luften ind til husets overflader vil ved tiltagende blæst bevæge sig hurtigere end den ifølge ovenstående forekommende egenkonvektion, og dermed stiger også transmissionstabene markant, eftersom det udvendige lag af opvarmet luft, som ved vindstille findes umiddelbart ind til husets udvendige overflade og giver en øget varmeovergangsmodstand, spules bort mere eller mindre hastigt af den langs med overfladen passerende luftstrøm med det resultat, at transmissionstabene stiger.

Det er almindelig kendt, at stillestående luft udgør et udmærket termisk isoleringsmateriale, og det er således vigtigt, at så tykke luftlag som muligt kan være til stede rundt om opvarmede eller afkølede bygninger for nedbringning af transmissionstabene. Derimod er det ikke nødvendigt, at dette stillestående eller forholdsvis stillestående luftlag bygges ind i bygningens hylster. Luftlaget giver bedre virkning udvendigt på hylstret, eftersom den værdifulde indstråling af solenergi ikke hindres, når stillestående luft ikke er indesluttet i andet materiale, f.eks. glasuld, plast, osv., som f.eks. ved isolering af en bygnings hylster på traditionel vis, hvor indstrålingen lukkes ude i samme grad, som isoleringen øges. Dette er særligt håndgribeligt i forbindelse med drivhuse.

For at reducere den nævnte termiske effekt hos vinden betydeligt og i bedste fald på det nærmeste eliminere den, er fremgangsmåden ifølge opfindelsen for nedbringelse af varmeforbruget i en bygning eller lignende ejendommelig ved de kendtegn, som fremgår af hovedkravet.

Opfindelsen angår også en skærm til brug ved udøvelse af fremgangsmåden ifølge opfindelsen, og denne skærm er ejendommelig ved det i krav 8's kendetegnende del angivne.

At anvende vindskærme på bygninger er i og for sig ingen nyhed. Således beskrives i det norske fremlæggelsesskrift nr. 131 399 en skærm til at forhindre undertryk på flade eller svagt hældende tage, hvis yderkant slutter med en brystning, som danner fortsættelse af husvæggen. Skærmen indbefatter en ledeflade i form af en plade oven for brystningen på afstand fra denne, for at en del af den vind, som presses op langs væggen og brystningen, ved hjælp af ledefladen skal ledes ind over taget. Formålet hermed er, at man ved de specielle tagkonstruktioner, som der sigtes til i fremlæggelsesskriftet, skal forhindre, at taget helt eller delvis rives løs som følge af undertryk, som dannes oven over taget.

I det tyske offentliggørelsesskrift nr. 2 317 545 beskrives en skærm til reducering eller eliminering af sugekræfter, som frembringes af vinden ved flade eller svagt hældende tage. Skærmen indbefatter forstyrrelseselementer, som skyder uden for tagets begrænsningskant og har til opgave at forstyrre vindens strømningsforhold under reducering eller eliminering af hvirveldannelse. Forstyrrelseselementerne kan derved have form af gitre, som slipper luft igennem sig.

Der er således ved begge disse tidligere kendte skærme tale om at anvende skærme ved specielle tagkonstruktioner for at reducere vindens dynamiske indvirkning på tagkonstruktionen. Derimod har man ved disse skærme ikke taget hensyn til den termiske effekt hos vinden og heller ikke anvist nogen vej til ved hjælp af indvirkning på denne termiske effekt at nedbringe varmeforbruget i bygninger·

For tydeliggørelse af opfindelsen vil denne nu blive forklaret nærmere i det følgende under henvisning til tegningen, på hvilken: fig. 1 er et diagram, som anskueliggør varmeforbruget i et hus, fig. 2 er en skematisk vertikalprojektion af et hus, som anskueliggør de af vinden forårsagede luftstrømme omkring huset, fig. 3 viser et hus svarende til det i fig. 2, men med vindskærme ifølge opfindelsen anbragt på taget til reducering af vindens termiske effekt på energiforbruget i huset, fig. 4 er et skematisk perspektivisk billede af et hus med vindskærme anbragt ifølge opfindelsen på såvel tag som facader, fig. 5 er et skematisk planbillede af et antal bygninger, som anskueliggør luftstrømmene og yderligere en udførelsesform for fremgangsmåden ifølge opfindelsena fig. 6 er et skematisk perspektivbillede af et drivhus, som anskueliggør luftstrømmene over taget på drivhuset, fig. 7 er et fragmentarisk perspektivbillede af drivhuset i fig. 6, forsynet med skærme for udøvelse af fremgangsmåden ifølge opfindelsen, fig. 8 er et endebillede i større skala af en del af drivhuset i fig. 7, fig. 9 er et fragmentarisk, skematisk billede i lighed med fig. 8, som anskueliggør en modificeret udførelsesform for fremgangsmåden ifølge opfindelsen, fig. 10 er et fragmentarisk, skematisk planbillede af skærmene i fig. 9, fig. 11 er et skematisk planbillede af et antal cylindriske oliecisterner, fig. 12 viser en enkelt oliecisterne set fra siden og forsynet med skærme for udøvelse af fremgangsmåden ifølge opfindelsen, fig. 13 er et planbillede af oliecisternen i fig. 12, fig. 14 viser en brudt vertikal projektion af en konstruktiv udførelse af en vindskærm ifølge opfindelsen, og fig. 15 viser et tværsnit gennem en af stolperne ved vindskærmen i fig. 14.

Som nævnt i indledningen påvirkes ikke blot ventilationstabene og luftlækagerne af vinden, men også transmissionstabene gennem vægge og tag. De af vinden beroende varmetab bliver naturligvis forskellige fra tilfælde til tilfælde, eftersom de er afhængige af, hvorledes huset er konstrueret og beliggende, og deres andel i de totale varmetab varierer afhængigt af, om huset er placeret i en mere eller mindre blæsende egn af landet. Diagrammet i fig. 1, hvortil der nu først henvises, angår et specielt fritstående hus, beliggende i den sydligste del af Sverige, og er oprettet efter i praksis udførte målinger, som er foretaget under en fyringssæson fra oktober til maj måned. I diagrammet er forskellen mellem indetempe-ratur og udetemperatur, betegnet Δϊ, angivet i grader C på horisontalaksen, medens energiforbruget pr. døgn er angivet i kWh på de to vertikalakser (kWh/24h). Den del af energiforbruget, som kan henføres til energitab via husholdning og aftapningsvand, er markeret med en horisontal, stiplet linie A. Dette energitab er hovedsagelig uafhængigt af, hvilken temperaturforskel og hvilken vindhastighed, som råder i øjeblikket. Oven på dette energitab ligger det energitab, som repræsenteres af transmissionstabene gennem vægge og tag, og den er med hensyn til vindstille markeret med en stiplet linie B. Dette energitab er afhængigt ikke blot af den rådende temperaturforskel, men også af, om det blæser mere eller mindre, hvilket er anskueliggjort i diagrammet ved et antal stiplede linier 1-10 oven over linien B, hvor tallene på de respektive linier angiver den forekommende vindhastighed i m/s. Det vindafhængige energitab oven over linien B udgør, som det ses, en betydelig del af det totale energiforbrug. Det indbefatter to typer af tab, dels de af vindens termiske effekt forårsagede transmissionstab og dels ventilationstab. Transmissionstabene stiger kraftigt allerede ved lave vindhastigheder, medens ventilationstabene først stiger kraftigt ved højere vindhastigheder. Tilsammen danner de to typer af vindafhængige varmetab en sammenhæng, som følger formlen:

hvor ΔΤ er forskellen mellem ude- og indetemperatur i °C

V er vindhastigheden i m/s A er en konstant Q er varmetabene i kWh/24h.

I et velisoleret og veltætnet hus, som det diagrammet angår, udgøres de vindafhængige energitab for størstedelen af de vindafhængige transmissionstab.

Det vindafhængige energitab udgør en så betydelig del af det totale energiforbrug ved hver forekommende temperaturforskel ΔΤ? at det fremstår som mere end vel motiveret at angribe denne del af energiforbruget og søge at nedbringe den, hvilket ved anvendelse af opfindelsen kan ske med en i forhold til resultatet ubetydelig investeringsudgift.

Fig. 2, hvortil der nu henvises, viser luftbevægelserne ved et bygningslegeme 11, når vindretningen er som markeret ved hjælp af den store pil 12. På vindsiden, dvs. bygningens højre side med hensyn til fig. 2, dannes et overtryk, som medfører forøget vindhastighed rundt om bygningen, men især over bygningens tag. På bygningens læside, den venstre side i fig. 2, dannes et undertryk. Det er meget svært at tætne en bygning, hvor disse trykforskelle råder. Følgen er, at der opstår store ventilationstab og stor luftlækage i form af ikke tilsigtet ventilation, som forøges med vindhastigheden.

Endnu vigtigere er det imidlertid, at undertrykket på læsiden giver stødet til en luftbevægelse, som stræber efter at udjævne trykforskellen. Kold luft, som således ikke er blevet opvarmet af bygningslegemet, strømmer til fra omgivelserne. Det udvendige lag af opvarmet luft, som ved vindstille findes umiddelbart ind til bygningens udvendige overflade og giver en forøget var-meovergangsmodstand, spules bort med det resultat, at transmissionstabene forøges.

Luftstrømningen kan påvirkes for nedbringelse af de vindafhængige transmissionstab og samtidig dermed også ventilationstabene og luftlækagen derved, at vindskærme anbringes på den made, som er vist i fig. 3.

To vindskærme 13 og 14 er anbragt på bygningens tag. Overtrykket på vindsiden påvirkes ikke af vindskærmene, men derimod reduceres undertrykket på læsiden væsentligt, ved at vindhastigheden påvirkes af de to højt placerede vindskærme 13 og 14. Hvis vindskærmene antages at have en porøsitet pa ca. 5 0 ?o, synker vindhastigheden ved gennemgangen af den første vindskærm 13 med ca. 505S, og ved gennemgangen af den anden vindskærm 14 synker den allerede reducerede vindhastighed til 25% af den frie vinds hastighed. Det har ved udførte eksperimenter vist sig, at optimalt resultat fås, når vindskærmen frembringer 40-60¾ vindreduktion. Ued hjælp af vindskærmene 13 og 14 fås læzoner 15 og 16, hvis øverste grænse er markeret med en stiplet linie 17.

Ved at vindskærme arrangeres på den måde, som er vist i fig. 3, spares betydelige mængder opvarmningsenergi. Gennem opfindelsen afsløres således en gammel, gennemgående fejl i måden at beregne transmissionstabene for en bygning på, nemlig at man ikke medtager vindafhængigheden ved beregning af varmegennemgangstallet, den såkaldte K-værdi.

Vindskærmene 13 og 14 kan udgøres af vindnet af en af de i handelen forekommende typer. F.eks. kan vindnet af tekstilmateriale, såsom Ritza 6508, som tilvirkes af firmaet Julius Koch, København, Danmark, være opspændt i det væsentlige vertikalt mellem stolper eller i rammer, men det er også muligt som vindskærme at anbringe net eller gitre af metal. Vindskærmens virkning, den såkaldte læeffekt, som kan betegnes r, defineres ved forholdet

hvor V = den frie vinds hastighed i m/s,

Vr = vindens hastighed bag ved vindskærmen i m/s.

Ved dette forhold bliver læeffekten udtrykt i procent af den frie vinds hastighed.

En yderligere forbedring af vindskærmens indvirkning med henblik på besparelse af opvarmningsenergi kan opnås ved, at bygningen forsynes med yderligere vindskærme ifølge fig. 4. Ifølge denne figur er en rektangulær vindskærm 18 anbragt på bygningens tag, medens de to facader er forsynet med såvel horisontale vindskærme 19 som vertikale vindskærme 20, der skyder ud i det væsentlige vinkelret fra facaderne. Selv gavlene kan forsynes med vindskærme på tilsvarende måde. Uanset fra hvilken retning vinden blæser, fås ved dette arrangement en betydelig nedsætning af vindens hastighed ved bygningens udvendige overflader og dermed reduktion af transmissionstabene.

Fig. 5 viser en anden situation, hvor læzoner tilvejebringes ved hjælp af vindskærme. I figuren vises tre bygninger 21, 22 og 23. Bygningen 21 er ikke forsynet med vindskærme, og luftbevægelser optræder da på traditionel vis med stigende vindhastighed og turbulente strømninger mod bygningerne 21 og 22, som markeret med pilene. Sådanne strømninger er meget energikrævende, eftersom det opvarmede luftlag ind til bygningens udvendige overflader blæses bort med det resultat, at varmeovergangsmodstanden formindskes og transmissionstabene forøges. Bygningen 22, som ligger i forlængelse af bygningen 21, udsættes for den forhøjede vindhastighed, som opstår langs facaden på bygningen 21, og rammes derfor hårdt.

I fig. 5 er bygningen 23 blevet forsynet med vindskærme 25, 26 og 27, som skyder ud i det væsentlige vinkelret fra bygningen 23's facade i indbyrdes afstand i facadens længderetning. Passende fastgøringspunkter for vindskærmene er forekommende altaners sidestykker, eftersom skærmene da når maksimalt langt ud fra facaden, og læzonerne da bliver større. De tre vindskærme giver læzoner 28, 29 og 30, hvis udvendige grænser er blevet markeret ved hjælp af en stiplet linie 31. Vindhastigheden vil blive reduceret langs med bygningen 23's facade ved hjælp af de tre vindskærme, således at bygningen 22 i forlængelse af bygningen 23 ikke rammes af stigende vindhastighed og dermed forbundne varmetab. Naturligvis kan samtlige bygninger i fig. 5 forsynes med vindskærme på den måde, som er vist i fig. 3 og 4.

Specielt drivhuse eller væksthuse kræver i koldt klima store mængder af energi, som må tilføres via opvarmningssystemer under en stor del af året, hvor solindstrålingen ikke er tilstrækkelig intensiv til bibeholdelse af den nødvendige temperatur i drivhuset. Vindskærme for tilvejebringelse af læzoner er da til stor nytte, især eftersom drivhuse har meget dårlige K-vær-dier. For tiden anvendes vindskærme af vegetation, men også kunstige vindskærme forekommer, som da forankres i jorden i en vis afstand fra det aktuelle drivhus eller drivhusblokken. Afstanden må være rigelig stor, for at vindskærmene ikke skal hindre solindstrålingen. Ulemperne med vindskærme, som er forankret i jorden, er flere: højden på konstruktionen bliver anselig, det maksimale moment ved jordfladen bliver stort, og omkostningerne bliver som følge heraf relativt høje pr. besparet kWh.

Fig. 6 viser en drivhusblok af en almindelig forekommende type (Venlo). Drivhuse af denne type har sadeltag, og når flere drivhuse er anbragt som én blok på den måde, som fremgår af fig. 6, dannes dale 33 mellem ind til hinanden beliggende sadeltag 34, hvorved luftstrømmen kanaliseres til disse dale og fejer frem gennem disse, således som vist med pilene i fig. 6.

I fig. 7 og 8 vises, hvorledes opfindelsen kan anvendes på drivhusblokke af den i fig. 6 viste type. Triangulære vindskærme 32 er anbragt i dalene 33 mellem ind til hinanden beliggende sadeltag 34 og hindrer, at luftbevægelserne gennem dalene bort fejer de opvarmede luftlag ind til sadeltagenes udvendige overflader. Vindskærmene bliver således i dette tilfælde relativt små, og de kan være noget forskudt i forhold til hinanden i dale, som grænser op til hinanden, således som det vises i fig. 7, for i mindre udstrækning at hindre solindstrålingen i drivhusene. Passende reducerer hver vindskærm vindhastigheden med ca. 50?ό, så at luften i dalene bliver næsten stillestående, efter at vinden har passeret tilstrækkelig mange skærme. Når denne situation indtræder, er transmissionstabene i drivhusenes tage blevet væsentligt reduceret, og den ikke ønskværdige ventilation næsten ophørt.

Vindskærme kan anbringes på den måde, som er vist i fig. 7 og 8, selv ved andre bygninger med sadeltag end drivhuse, f.eks. på taget af en industribygning, forsynet med lanterner.

De ganske små vindskærme 32 kan ved anvendelse på f.eks. drivhuse gøres drejelige, for at de skal kunne følge solens gang, og der skal blive så lille et bortfald af indstrålet solenergi som muligt.

Fig. 9 og 10 viser en sådan udførelse. Vindskærmen 32' er her drejeligt lejrede ved hjælp af en leje-anordning 33 ved bunden af dalen 33 mellem to ind til hinanden beliggende sadeltag 34 for drejning omkring en hovedsagelig vertikal akse. På denne måde kan vindskærmen 32' indstilles i forskellige stillinger alt efter den indfaldende solstråling, for at vindskærmen skal skygge så lidt som muligt inde i drivhuset. Hvis det antages, at nordretningen er den, som er angivet med en pil 36 i fig. 10, indstilles vindskærmen 32' i øst-vestlig retning om morgenen kl. 6, og denne stilling er i fig. 10 betegnet med I. Vindskærmen drejes derefter med urviseren med henvisning til fig. 10 efter solens tilsyneladende bevægelse på himmelhvælvingen for ved middagstid at indtage nord-sydlig stilling, betegnet med II, og derefter om aftenen kl. 6 igen indtage stillingen I. Vindskærmen kan let indstilles automatisk ved hjælp af tidsstyret servoanordning. Vindskærmene 32' er ved udførelsen ifølge fig. 9 og 10 kompletteret med yderligere vindskærme 37 på ryggene af sadeltagene 34 og har partier, som med aftagende højde strækker sig ned langs sadeltagets overflader. Vindskærmene 37 er stationært anordnede, eftersom de er betydeligt mindre end vindskærmene 32' og forårsager ubetydelig skyggegivning inde i drivhuset.

Når vindskærme er anbragt ved sadeltag, har det vist sig, at optimal afstand mellem vindskærmene er 4-6 gange vindskærmenes højde, målt fra det laveste punkt i dalen mellem sadeltagene til vindskærmens øverste kant.

I forbindelse med opfindelsen sigtes der med bygning eller lignende ikke blot til konventionelle huse med opvarmning men også til andre konstruktioner, som ikke er bygninger i egentlig forstand, men ved hvilke det alligevel er af interesse at spare varmeenergi med iagttagelse af vindens termiske effekt. Eksempler på sådanne konstruktioner er cisterner for svær olie, som holdes opvarmet i cisternerne.

I fig. 11, hvortil der nu refereres, er der vist en række cylindriske oliecisterner 38. Når vinden blæser mod disse cisterner i retning af pilen 39, dannes luftstrømme omkring cisternerne omtrent på den måde, som er markeret med pilene i fig. 11. På samme måde som tidligere beskrevet blæses herved det opvarmede luftlag omkring cisternerne bort med en forøgelse af transmissionstabene som resultat.

Fig. 12 og 13 viser, hvorledes opfindelsen anvendes på en cisterne for nedbringelse af det vindafhængige transmissionstab. Vindskærme 40 er anbragt med 90° mellemrum på cisternernes kappevæg og skyder ud radialt fra denne, medens en vindskærm 41 er anbragt rundt om cisternens tag langs dettes periferi. Hastigheden på den vind, som fejer rundt om oliecisternen, vil successivt blive reduceret, efterhånden som vinden passerer gennem vindskærmene 40, således som markeret ved hjælp af pilene i fig. 13. På samme måde som tidligere beskrevet, vil vindskærmen 41 reducere hastigheden på den vind, som blæser over oliecisternens tag.

Som tidligere nævnt kan vindskærmene udgøres af vinduet af tekstil- eller metalmateriale, som er opspændt mellem stolper eller er indspændt i rammer. Det skulle ikke indebære nogle større vanskeligheder for en gennemsnits-konstruktør at konstruere en sådan vindskærm, men for fuldstændighedens skyld vises i fig. 14 og 15 en fo-retrukken udførelse af en vindskærm for udøvelse af fremgangsmåden ifølge opfindelsen.

Et vindnet af den tidligere nævnte type Ritza er op-spændt mellem to stolper 43, som her er vist at være af hulprofil. Stolperne har i den ene ende en fodplade 44 og er ved hjælp af bolte 45, som går gennem fodpladen, fastgjort på den bygning 46, som vindskærmen er monteret på. I den anden ende er stolpen lukket med et endelåg 47. Vindnettet 42 er fastgjort på stolperne ved hjælp af en skinne 48, som er fæstnet på stolpen ved hjælp af skruer 49, hvorved vindnettet er fastspændt mellem skinne og stolpe. Eftersom vindnettet 42 og dermed stolperne 43 udsættes for høj belastning ved stærk vind, kan det være nødvendigt at afstive stolperne 43.

En lignende indfæstning af vindnettet kan komme i anvendelse, når vindnettet er indfæstnet i en ramme, således som krævet, hvor der er tale om vindskærmene ved bygninger med sadeltag ifølge fig. 7-10. Det er også muligt som vindskærme at anbringe i sig selv stive gitre eller perforerede skiver eller plader. Vindskærmene ifølge opfindelsen kan også indgå i selve bygningskonstruktionen. F.eks. kan forekommende altaner gives sådan udformning og udføres i et materiale, der lader luft slippe igennem, så at de danner vindskærme og giver passende læzoner langs bygningens facade. Også ved restaurering af specielt højere boligbebyggelse kan fremgangsmåden at kombinere altankonstruktioner med vindskærme krones med held.

At reducere det vindafhængige energitab ved udøvelse af opfindelsen indebærer, at energibesparelsen kan foretages på billigste måde, eftersom den investering,

Claims (7)

1. 2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at vindskærmene (19, 20, 25, 26, 27) anbringes hovedsageligt vertikalt og/eller hovedsageligt horisontalt på en eller flere sideflader på bygningen over i det væsentlige hele højden henholdsvis bredden på den pågældende sideflade.
2. 3. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved, at vindskærmene (18) anbringes på bygningens tag langs med dettes periferi.
3. 4. Fremgangsmåde ifølge krav 1 ved en bygning med sadeltage (34), som er anbragt side om side, f.eks. et drivhus, kendetegnet ved, at vindskærmene (32, 32') anbringes i dalene (33) mellem sadeltagene (34).
4. 5. Fremgangsmåde ifølge krav 4, kendetegnet ved, at vindskærmene (32') i dalene anbringes skiftevis med vindskærme (37) på ryggene af sadeltagene (34).
5. 6. Fremgangsmåde ifølge krav 4 eller 5, kendetegnet ved, at vindskærmene (32') anbringes drejelige til indstilling i forhold til forekommende solindstråling.
6. 7. Fremgangsmåde ifølge ethvert af kravene 1-6, kendetegnet ved, at flere indbyrdes hovedsageligt parallelle vindskærme (32) anbringes i en indbyrdes afstand, som er lig med 4-6 gange vindskærmenes højde.
7. 8. Skærm til brug ved udøvelse af fremgangsmåden ifølge krav 1-7, kendetegnet ved, at den består af et udspændt net (42).