DK172850B1 - Fremgangsmåde til fremstilling af en genstand med friktionsnedsættende overfladebelægning samt belægningsmateriale til anve - Google Patents

Description

i DK 172850 B1

Den foreliggende opfindelse angår en fremgangsmåde til fremstilling af en genstand med en ved befugtning friktionsnedsættende belægning, der omfatter et bindemiddel (a), en hydrofil polymer (b) samt om ønsket en osmolalitetsforøgende forbindelse (c), samt et belægningsmateriale til anvendelse ved fremgangsmåden.

5 Opfindelsen kan især, men ikke udelukkende, anvendes ved fremstilling af genstande af den nævnte art beregnet til kirurgisk, medicinsk eller diagnostisk brug, f.eks. genstande til indføring i et legemshulrum, såsom katetre, føringstråde (guide wires), sårdræn og fiberoptiske genstande, hvilke genstande kan være fremstillet af plast, f.eks. PVC eller polyurethan, eller af metal eller glas.

10 Der kendes flere eksempler p& sådanne genstande, f.eks. kate- tre, med en friktionsnedsættende belægning. Tilstedeværelsen af den friktionsnedsættende belægning bevirker i forbindelse med katetre, at katetrets overflade bliver fedtet og smørende, når katetret før indføringen i et legemshulrum dyppes i en vandig, eventuelt saltholdig opløsning, eller ved at katetret ved indføringen i legemshulrummet bringes i kontakt med en van- 15 dholdig legemsvæske. Man opnår herved en betydelig formindskelse af de gener, som indføring og udtagning af katetret i legemshulrummet fremkalder hos patienten. Desuden opnås en betydelig formindskelse af risikoen for beskadigelse af følsomt væv i forbindelse med katetrets brug.

Den ønskede smørende virkning kan opnås ved langsom frigivelse af hydrofil polymer.

20 Når der er tale orrféh^genståhd, der skal indføres Idet menneskelige legeme og som vel og mærke skal kunne udtages efter længere tids ophold i legemet, er det af afgørende betydning, at der frigøres en tilstrækkelig mængde hydrofil polymer på alle de tidspunkter, hvor den smørende effekt er ønsket, dvs. både under indføringen og under den senere udtagning.

25 Problemstillingen ved fremstilling af hydrofile belægninger, der for at besidde en tilstrækkelig hydrofilitet skal indeholde en væsentlig andel af hydrofil polymer, er, at DK 172850 B1 2 hydrofile polymerer er vanskelige at fastholde på overfladen af faste genstande, især når disse er fremstillet af hydrofobe materialer, såsom PVC eller polyurethan. Det er derfor sædvanligvis nødvendigt at anvende et bindemiddel i form af et hydrofobt materiale, hvilket bindemiddel imidlertid nedsætter overfladens hydrofile karakter og dens evne til 5 at blive glat og smørende i våd tilstand.

En oversigt over den kendte teknik vedrørende hydrofile smørende, dvs. friktionsnedsæt-tende, belægninger til medicinsk anvendelse er givet i en artikel af Y.L. Fan "HYDROPHILIC LUBRICIOUS COATINGS FOR MEDICAL APPLICATIONS" fra "POLYMERIC MATERIALS SCIENCE and ENGINEERING"; Proceedings of the 10 ACS Division of Polymeric Materials: Science and Engineering, bind 63, efterårsmøde 1990, Washington, D.C. udgivet i 1990 af AMERICAN CHEMICAL SOCIETY.

I US patentskrift nr. 5.005.287, som svarer til EP patentskrift nr. 289.996, foreslår Ritter en fremgangsmåde til påføring af en ved befugtning glat overfladebelægning på en barberknivsenhed på de sider, der under vådbarbering glider mod huden. Som belæg-15 ning anvendes en opløsning, der indeholder en vandopløselig polymer, navnlig po-ly-N-vinylpyrrolidon (PVP), sammen med en radikal-polymeriserbar vinylmonomer og en fotoinitiator, der ved bestråling nedbrydes i frie radikaler.

Som vinylmonomer anvender Ritter ifølge eksemplerne tetrahydrofura-nyl-2-methylacrylat eller en kombination af N-vinylpyrrolidon og trimethylolpropanmo-20 noacrylat, der alle er forholdsvis lavmolekylære forbindelser. Sådanne lavmolekylære monomerer er sædvanligvis uønskede i forbindelse med materialer, der i et længere tidsrum skal være i kontakt med det menneskelige legeme, idet sådanne forbindelser ofte er sundhedsskadelige. Ved belægning af plastmaterialer, som f.eks. PVC eller polyurethan, kan sådanne monomerer forholdsvis let trænge ind i plastmaterialet, således at de 25 ikke vil være aktive deltagere i den efter belægningsprocessen foretagne hærdende polymerisationsproces. Dette indebærer, at det i praksis er yderst vanskeligt eller umuligt at undgå rester af uomsatte monomerer i de færdigbelagte genstande.

DK 172850 B1 3

Som nævnt anvender Ritter en belægningsopløsning, der skal indeholde den eller de hydrofile polymerer, der sikrer belægningens ønskede friktionsnedsættende egenskaber.

Det er imidlertid også ønskeligt, at belægningen kan fastholdes i tilstrækkeligt omfang på den belagte genstand, selv efter længere tids ophold i et vandigt miljø, såsom legems-5 hulrum. Det vil således sædvanligvis være ønskeligt at anvende et bindemiddel med en tilstrækkelig affinitet til den genstand, der skal belægges. Dersom der er tale om en belægning på en genstand, der i længere tid skal være indført i det menneskelige legeme, er det særlig vigtigt, at denne affinitet er tilstrækkelig stor. For at sikre dette vil det sædvanligvis være nødvendigt, at bindemidlet i sig selv har en forholdsvis kraftig hydro· 10 fob karakter. Opgaven kan derfor vanskeligt løses, hvis man som foreslået af Ritter benytter et belægningsmateriale, hvor alle bestanddele foreligger i opløst form, idet et bindemiddel med en tilstrækkelig god affinitet til den genstand, der skal belægges, vil være vanskelig at opløse i et opløsningsmiddel, der også egner sig til at opløse de hydrofile polymerer, især hvis man ønsker at undgå brug af et monomert udgangsmateriale 15 til bindemidlet. Dertil kommer, at hvis det virkelig er muligt at påføre både en hydrofil polymer og et tilstrækkeligt effektivt bindemiddel i det samme opløsningsmiddel, vil det være vanskeligt at styre den opnåede struktur af bindemidlet og den hydrofile polymer i den færdige belægning.

Ved fremstilling af holdbare friktionsnedsættende belægninger er det en vanskelig kom-20 promisløsning at tilvejebringe både den ønskede hydrofil itet kombineret med en binding, der sikrer, at den hydrofile polymer kun langsomt vaskes ud, og samtidigt sikrer, at belægningen er fastgjort tilstrækkeligt til den belagte genstand. De faktorer, der især har indflydelse på resultatet, er som følger: Vægtforholdet mellem den hydrofile polymer (b) og det hydrofobe bindemiddel (a).

25 - Molekylstørrelsen hos den hydrofile polymer (b). Det skal her bemærkes, at selv med en forholdsvis stor molekylstørrelse hos den hydrofile polymer (b) er der stadig en risiko for en for hurtig udvaskning af den hydrofile polymer.

DK 172850 B1 4

Graden af hydrofilitet/hydrofobicitet hos bindemidlet (a). Hvis bindemidlet kun har en begrænset grad af hydrofobicitet svarende til en vis hydrofilitet opnås en udmærket affinitet mellem bindemidlet (a) og den hydrofile polymer (b), men dette bliver på bekostning af affiniteten mellem den genstand, der skal belægges, og bindemidlet 5 (a).

I lyset af denne problemstilling er der foreslået forskellige løsninger. IUS patentskrifterne nr. 4.487.808 og 4.666.437 foreslås det at påføre to belægninger i rækkefølge, således at der først påføres en opløsning af en forbindelse med mindst to uomsatte isocyanatgrupper pr. molekyle efterfulgt af afdampning af opløsningsmidlet, hvorefter 10 der påføres en opløsning af en hydrofil polymer, henholdsvis polyethylenoxid eller PVP, igen efterfulgt af afdampning af opløsningsmidlet, hvorefter materialet hærdes ved en forhøjet temperatur. Ved denne belægningsform opnår man ved hjælp af de uomsatte isocyanatgrupper, at der sker en vis fastbinding af den hydrofile polymer. Derved bindes nogle af de grupper, der giver den hydrofile polymer dens hydrofile egenskaber, således 1S at der sker en vis nedsættelse af belægningens hydrofile egenskaber. Hvis denne binding af de hydrofile grupper imidlertid gøres begrænset, vil man på den anden side ikke kunne sikre sig mod for hurtig udvaskning af den hydrofile polymer.

Det ville være en fordel, dersom man kunne sikre en passende struktur i belægningen, hvor bindemidlet (a) og den hydrofile polymer (b) er fordelt på en sådan måde, at man 20 både opnår et godt fæste til den belagte genstand og en tilstrækkelig fastholdelse af den hydrofile polymer (b) mod uønsket hurtig udvaskning.

Fra DK patentskrift nr. 165415 kendes en fremgangsmåde, hvor dette problem søges løst ved, at man påfører et belægningsmateriale, der omfatter en blanding af en hydrofob polymer som bindemiddel i form af polyurethan uden frie isocyanatgrupper, dvs. i det 25 væsentlige færdigreageret polyurethan, og en hydrofil polymer i form af PVP i mindst to opløsningsmidler med forskellig flygtighed, hvor de to opløsningsmidler udgør et opløsningsmiddelsystem, der er tilpasset på en sådan måde, at polyurethanen i det mind- DK 172850 B1 5 ste både er opløselig i blandingen af opløsningsmidler og i det tungest flygtige af de to opløsningsmidler, mens PVP er opløselig i det mest flygtige af opløsningsmidlerne og højst delvis opløselig i det tungest flygtige af opløsningsmidlerne. Ved anvendelse af denne fremgangsmåde opnår man en styret udfældning af de to polymerer, idet der først 5 sker udfældning af PVP, nemlig når det mest flygtige af opløsningsmidlerne er afdam- pet. Herved opnås en forbedret fordeling af de to polymerbestanddele. Med fremgangsmåden kan der anvendes et forhold mellem den hydrofile polymer (PVP) og bindemidlet i et vægtforhold på 1,5:1- 5:1, fortrinsvis 2:1-3:1. For at forbedre den samlede belægnings hydrofile karakter ville det være ønskeligt, dersom man kunne forhøje andelen af 10 den hydrofile polymer.

Fra US patentskrift nr. 5.041.100 (Rowland et al.) kendes en friktionsreducerende belægning, der f.eks. kan påføres på den udvendige overflade af et kateter. Belægnings-materialet omfatter en intim blanding af polyurethan og højmolekylært polyethylenoxid.

Dette belægningsmateriale, der ikke kræver efterfølgende hærdning, omfatter en disper-15 sion af både polyurethanen, der virker som bindemiddel, og polyethylenoxidet, der fungerer som hydrofil reduktionsreducerende polymer. I de praktiske udførelseseksempler opnår Rowland kun en beskeden andel af den hydrofile polymer på højst 0,125 vægtdele polyethylenoxid pr. vægtdel polyurethanbindemiddel, hvilket kun vil give en beskeden friktionsreducerende effekt.

20 Det har nu vist sig, at der kan tilvejebringes en hydrofil belægning, der har nedsat friktion i våd tilstand, med en høj andel af hydrofil polymer samtidigt med, at der opnås en god vedhæftning af belægningen, når man i stedet for at påføre hydrofil polymer og bindemiddel enten som to separate belægningsopløsninger eller i form af en fælles opløsning eller dispersion heraf påfører et belægningsmateriale i form af en dispersion, 25 der som bekendt er opbygget af en dispers fase, der er dispergeret i et dispersionsmiddel, hvor bindemidlet er indeholdt i den disperse fase, medens den hydrofile polymer eller en del deraf er opløst i dispersionsmidlet, og hvor bindemidlet er hærdbart.

DK 172850 B1 6

Fremgangsmåden til fremstilling af en genstand med en ved befugtning friktionsnedsæt-tende belægning, der omfatter et bindemiddel (a), en hydrofil polymer (b) samt om ønsket en osmolalitetsforøgende forbindelse (c), er således ejendommelig ved, at man ud fra 5 (a) et bindemiddel i form af en strål ingshærdbar urethanacrylatpræpolymer med en molvægt på mindst 200, (b) én eller flere hydrofile polymerer valgt blandt polyvinylpyrrolidon, polyethylenglycol, CMC og alginat, (c) om ønsket en osmolalitetsforøgende forbindelse, og 10 (d) et opløsningsmiddel eller en blanding af opløsningsmidler, hvori (a) er i det væsentlige uopløselig, hvor der anvendes 0,5-60 vægtdele hydrofil polymer (b) pr. vægtdel bindemiddel (a), fremstiller en dispersion, påfører dispersionen på genstanden, 15 fjerner opløsningsmidlet eller en del deraf, og hærder bindemidlet.

Ved anvendelse af fremgangsmåden ifølge opfindelsen opnår man væsentlige fordele i forhold til den teknik, der er kendt fra henholdsvis US patentskrift nr. 5.005.287 (Ritter) og DK patentskrift nr. 165415, idet man i modsætning til disse forslag ikke anvender et 20 opløsningsmiddel, hvori henholdsvis vinylmonomeren eller bindemiddelkomponenten er opløselig, men derimod påfører belægningen i form af en dispersion. Herved kan der som dispersionsmiddel anvendes et opløsningsmiddel, hvori alene den hydrofile polymer samt den eventuelle osmolalitetsforøgende forbindelse, f.eks. natriumchlorid, kan opløses, dvs. man kan sædvanligvis anvende vand som dispersionsmiddel og opløsnings-25 middel. Man undgår således brug af organiske opløsningsmidler, som f.eks. methylenchlorid, der kan have tendens til at trænge ind i f.eks. en PVC-genstand og desuden kan være vanskelig at fjerne fra belægningsmaterialet tørstof, og således vil kunne foreligge som rester i den fremstillede genstand. Opløsningsmidler med høj DK 172850 B1 7 affinitet til bindemidlet og selve genstanden vil nemlig hurtigt blive optaget deri og bliver derved vanskelige at fjerne fra den fremstillede genstand selv efter sterilisation.

Sådanne organiske opløsningsmidler er som bekendt skadelige for den menneskelige organisme og er generelt uønskede.

S Anvendelse af en dispersion som belsgningsmateriale, hvor bindemidlet ikke skal foreligge i opløst form, giver den yderligere fordel, at man kan anvende vanskeligere opløselige præpolymerer som bindemiddel, hvorved man kan undgå anvendelse af monomerer, der kan have sundhedsskadelige virkninger.

Ved anvendelse af et bindemiddel, der hærdes efter belægningsprocessen, kan bindemid-10 lets placering i belægningen skræddersys til denne særlige opgave. Bindemidlet påføres som den disperse fase i uopløst form og vil således eliter hærdning få en struktur, der hidrører fra strukturen af den disperse fase. Det antages, at den disperse fase efter påføringen vil danne et netværk ud fra de oprindeligt i det væsentlige kugleformede partikler, f.eks. dråber, der efter sammenflydning eller sammenpakning fastholdes til 15 hinanden og til den genstand, der belægges, på en sådan måde, at der opnås en struktur, der på udmærket måde både kan fastholde den hydrofile polymer og styre den ønskede udvaskning af denne i den praktiske anvendelsessituation til opnåelse af en smørende virkning i længere tid.

Det har vist sig, at man ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen kan opnå en holdbar og 20 udmærket vedhæftende belægning på en fleksibel genstand, hvor forholdet mellem hydrofil polymer og hydrofobt bindemiddel er op til ca. 29:1, jf. eksempel 1, dvs. væsentligt højere end det, der kan opnås ifølge dansk patentskrift nr. 165415. Den praktiske øvre grænse for andelen af hydrofil polymer er sædvanligvis givet i den øgede tendens, til at belægningen bliver skør eller sprød. Denne tendens er særligt udtalt, hvor 25 den belagte genstand er af et fleksibelt materiale. Således har det vist sig muligt på et ikke-fleksibelt materiale at påføre en tilsvarende holdbar belægning, hvori forholdet mellem hydrofil polymer og hydrofobt bindemiddel er endnu højere, f.eks. 55:1.

DK 172850 B1 8

En høj andel af hydrofil polymer i belægningsmaterialet er naturligvis en fordel, når man skal sikre den ønskede smørende effekt i befugtet tilstand. Dertil kommer en yderligere fordel ved, at man kan holde mængden af strålingshærdbart bindemiddel på et meget lavt niveau. Herved bliver det nemlig muligt at anvende et radikal-polymeriserbart 5 bindemiddel af den art, som til strålingshærdning kræver tilstedeværelse afen fotoinitia-tor. Den lave mængde af bindemidlet betyder nemlig, at man kan nøjes med at anvende en tilsvarende ringe mængde fotoinitiator, der anses for at være sundhedsskadelig og kan irritere slimhinderne. Desuden kan fotoinitiatorer give lugtgener.

Opfindelsen angår også et belægningsmateriale omfattende et bindemiddel (a), en hydro-10 fil polymer (b) samt om ønsket en osmolalitetsforøgende forbindelse (c), hvilket belægningsmateriale er ejendommeligt ved at det er udformet som en dispersion omfattende en dispers fase dispergeret i en dispersionsmiddelfase, hvilken dispersion er fremstillet ud fra (a) et bindemiddel i form af en strålingshærdbar urethanacrylatpræpolymer med en 15 molvægt på mindst 200, (b) én eller flere hydrofile polymerer valgt blandt polyvinylpyrrolidon, polyethylengly-col, CMC og alginat, (c) om ønsket en osmolalitetsforøgende forbindelse, og (d) et opløsningsmiddel eller en blanding af opløsningsmidler, hvori (a) er i det væsent- 20 lige uopløselig, hvilket belægningsmateriale indeholder 0,5-60 vægtdele hydrofil polymer (b) pr. 1 vægtdel bindemiddel (a).

Ifølge en fordelagtig udførelsesform for belægningsmaterialet kan den hydrofile poly-merbestanddel (b) være sammensat af 25 (bl) en eller flere hydrofile polymerer, der kun er begrænset opløselige i dispersionsmiddelfasen, og DK 172850 B1 9 (b2) en eller flere hydrofile polymerer, der er i det væsentlige fuldstændigt opløselige i dispersionsmiddelfasen.

Ifølge en yderligere fordelagtig udførelsesform kan belægningsmaterialet ifølge opfindelsen omfatte 5 3,5 - 15 vægtdele strålingshærdbar urethanacrylatpræpolymer (a), 60 - 240 vægtdele af den første hydrofile polymer (bl), 50 - 200 vægtdele af den anden hydrofile polymer (b2), 22 - 90 vægtdele osmolalitetsforøgende forbindelse (c), og 140 - 560 vægtdele opløsningsmiddel (d).

10 Som eksempel på en hydrofil polymer af typen (bl) kan nævnes polyethylenglycol (PEG), og som eksempel på den hydrofile polymer (b2) kan nævnes poly vinylpyrrolidon (PVP), hvilke hydrofile polymerer med fordel kan anvendes sammen med vand som opløsningsmidlet (d).

Et fordelagtigt strålingshærdbart bindemiddel (a) er et eller flere radikal-polymeriserbare 15 bindemidler. Dersom belægningsmaterialet indeholder et UV-hærdbart eller et laserstrå-lehærdbart bindemiddel vil belægningsmaterialet sædvanligvis endvidere indeholde en fotoinitiator, der fortrinsvis kan være en i sig selv konventionel fotoinitiator med evne til at danne frie radikaler, hvilken fotoinitiator med fordel kan have en sådan struktur, at hvert af de dannede frie radikaler indeholder en ethylenisk umættethed. Herved sikrer 20 man sig, at fotoinitiatoren copolymeriserer med bindemidlet, således at man undgår rester af uomsatte frie radikaler.

Opfindelsen vil blive forklaret nærmere i det følgende.

Som nævnt anvendes der ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen et belægningsmateriale i form af en dispersion, sædvanligvis en emulsion.

DK 172850 B1 10

Denne dispersion kan fremstilles ved at anvende et opløsningsmiddel, f.eks. vand, hvori det anvendte bindemiddel er uopløseligt.

Ved anvendelse af en dispersion, hvori bindemidlet er uopløseligt, og således vil foreligge i form af små kugleformede partikler, som danner den disperse fase, har det vist sig, 5 at man kan opnå en fordelagtig struktur i den færdige belægning. Efter påføringen vil de i belægningsmaterialet værende kugleformede partikler flyde sammen, når opløsningsmidlet afdampes, hvorefter man kan hærde bindemidlet under opnåelse af en fordelagtig sammenhængende netstruktur.

En sådan struktur kan ikke opnås, dersom der anvendes et opløst bindemiddel (a), idet 10 man ved anvendelse af opløste materialer ikke har samme mulighed for at styre den endelige struktur, der er betinget af sådanne faktorer som betingelserne under afdampningen af opløsningsmidlet og opløselighedsforhold for de i belægningen værende materialer.

Det er således en vigtig forudsætning ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen, at der 15 anvendes et ikke-opløst, strålingshærdbart bindemiddel (a).

Som bindemidlet (a) kan man således, af hensyn til strukturen i den færdige belægning, principielt anvende et hvilket som helst strålingshærdbart urethanacrylatpræpolymerbin-demiddel, som er uopløseligt i det anvendte opløsningsmiddel.

Når den ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen fremstillede genstand med friktions-20 nedsættende overfladebel ægning er en genstand, der er beregnet til indføring i et legemshulrum, f.eks. til kirurgisk, medicinsk eller diagnostisk brug, stilles der naturligvis særlige krav til det anvendte belægningsmateriale, som ikke må være hverken giftigt eller slimhindeirriterende. En stor del monomermaterialer, der ifølge sagens natur er reaktionsdygtige materialer med en forholdsvis lav molekylvægt, besidder en erkendt 25 eller formodet sundhedsskadelig effekt. Af hensyn hertil er det et væsentligt træk ved DK 172850 B1 11 den foreliggende opfindelse, at man ikke anvender et monomerbindemiddel men derimod en oligomer præpolymer med en molvægt på mindst 200, fortrinsvis mindst 300, særligt foretrukket mindst 400 f.eks. i området 700 - 5.000 især 1.000 - 3.000. Hærdningen af sådanne præpolymerer er sædvanligvis både hurtigere og lettere at styre end hærdning 5 ved polymerisering ud fra monomerer.

Ved anvendelse af præpolymerer undgår man også en tendens til, at belægningen bliver klæbrig, hvilket kan forekomme ved anvendelse af monomerer, især dersom man kombinerer flere forskellige monomerer.

Ved anvendelse af et monomert bindemiddel vil belægningen endvidere krympe kraftigt 10 under polymerisationen, hvilket ganske vist giver en fysisk vedhæftningseffekt. Imidlertid kan en sådan fastkrympet belægning løsne sig ved neddypning i vand som følge af en dårlig kemisk kontakt med underlaget. Dersom man i stedet anvender en oligomér præpolymer, er krympningseffekten mindre udtalt. Desuden er den kemiske kontakt eller binding til underlaget mere effektiv, idet præpolymeren kan trænge kun en lille smule 15 ind i underlaget under etablering af en passende bindingseffekt, hvorimod monomeren ofte trænger dybt ind i underlaget ved diffusion og/eller ved opløsning af underlaget, hvorved monomeren går tabt for polymerisationsprocessen og således ikke mere hjælper med til den ønskede kemiske binding.

Det har i praksis vist sig, at belægninger fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfin-20 delsen fastholdes på underlaget og forbliver glatte selv efter neddypning i vand i 24 timer. Disse egenskaber bibeholdes også under længere tids neddypning i vand. Således har belægningen ved et langtidsforsøg med neddypning af en ifølge eksempel 1 fremstillet belagt genstand vist sig at være holdbar, selv efter adskillige døgns neddypning. Dette er en for katetre meget vigtig egenskab, som sikrer en god gi ide virkning både ved 25 indføring af katetret og ved udtagningen efter længere tids anbringelse i kroppen. Selv katetrets spids, som er særligt udsat under ind- og udføring, vil bevare sin glatte overflade.

DK 172850 B1 12

En fordelagtig type af strål ingshærdbare urethanacrylatpræpolymerer er strålingshærdende fri-radikal-polymeriserbare urethanacrylatpræpolymerer såsom elektronstrålehærden-de, laserstrålehærdende eller UV-hærdende præpolymerer.

Ved anvendelse af UV-hærdende eller laserstrålehærdende præpolymerer kræves der 5 sædvanligvis tilstedeværelse af en fotoinitiator, der er en forbindelse, der ved bestråling med henholdsvis ultraviolet lys eller laserstråler danner frie radikaler. Sådanne fotoinitia-torer er velkendte, og man kan principielt anvende en hvilken som helst fotoinitiator med disse egenskaber. Da frie radikaler kan være sundhedsskadelige, er det dog normalt vigtigt at undgå rester af sådanne radikaler i den færdige belægning. Dette kan man sikre 10 ved at anvende en fotoinitiator, der udover den del af molekylet, der er aktiv ved dannelse af de frie radikaler, indeholder en ethylenisk umættethed, således at de frie radikaler under polymerisationsprocessen copolymeriseres med præpolymeren. På denne måde kan man effektivt undgå tilstedeværelsen af uheldige, reaktive lavmolekylære forbindelser i belægningen.

15 Den tekniske udvikling indenfor bestrålingshærdende bindemidler giver forventninger om nyttige alternative udførelsesformer for opfindelsen, hvor man i stedet for UV-hærdning eller laserstrålehærdning anvender elektronbestråling. Ved disse metoder forventes det, at man helt kan undlade anvendelse af fotoinitiator.

En yderligere vigtig egenskab hos det anvendte bindemiddel (a) er, at det skal have en 20 tilstrækkelig affinitet til det materiale, den genstand der skal belægges, er fremstillet af.

Fagmanden vil på simpel måde kunne fastlægge affiniteten hos et udvalgt bindemiddel på basis af opløselighedsparametrene for henholdsvis materialet og bindemidlet eller ved simple neddypningsforsøg, hvor man undersøger om bindemidlet angriber materialet og binder til det.

DK 172850 B1 13

De ifølge opfindelsen, som bestanddel (a) anvendte strålingshærdbareurethanacrylatpræ-polymerer udmærker sig ved i sig selv at have en vis hydrofilitet kombineret med en god affinitet til f.eks. PVC, og er især egnede til fleksible underlag.

Som den eller de hydrofile polymerer, der skal sikre glidevirkningen, dvs. den lave 5 friktion hos belægningen når den er befiigtet, kan man anvende polyvinylpyrrolidon, polyethylenglycol, CMC og alginat.

En forudsætning for at en polymer kan give en friktionsnedsættende virkning og således kan fungere som en glidepolymer, er knyttet til polymerens hydrofile egenskaber. Således kan der opnås en glidevirkning med en vandopløselig polymer, der kan frigives 10 langsomt i form af en tyktflydende smørende opløsning. Glidevirkningen kan imidlertid også opnås med en hydrofil polymer, der kun i begrænset omfang er vandopløselig, men som ved kontakt med vand kvælder op, idet en sådan opkvældet vandholdig polymer også giver en glat overflade.

Som nævnt ovenfor kan de urethanacrylatpræpolymerer, der anvendes som bindemidlet 15 (a), give en om end begrænset hydrofilitet, der kan konstateres ved en hvis grad af opkvældning og vandbinding efter længere tids kontakt med vand. Dette giver en om end begrænset reduktion af friktionen og kan give en fordel, hvis den egentlige hyrofile glidepolymer er blevet for kraftigt udvasket fra en genstand, der har været indført i et legemshulrum i længere tid.

20 Skønt bindemidlet (a) således i visse tilfælde kan have en vis grad af hydrofilitet, vil der dog i nærværende beskrivelse og i kravene generelt blive benyttet betegnelserne henholdsvis bindemiddel (a) og hydrofil polymer (b) på en sådan måde, at der skelnes mellem disse to typer på den måde, at et bindemiddel (a) med en vis grad af hydrofilitet ikke skal henføres under den generelle betegnelse hydrofil polymer (b).

DK 172850 B1 14

Indholdet af den hydrofile polymer (b) er mindst 0,5, mere foretrukket mindst 6, især mindst 15 og mere foretrukket mindst 25 vægtdele pr. 1 vægtdel bindemiddel (a). Til belægningsmaterialer til påføring på fleksible genstande, såsom genstande af PVC eller polyurethan, er indholdet af den hydrofile polymer (b) fortrinsvis højst 40, mere fore-5 trukket højst 35, og mest foretrukket højst 31 vægtdele pr. 1 vægtdel af bindemidlet (a).

Til påføring på faste genstande, f.eks. genstande af metal eller glas, er indholdet af den hydrofile polymer (b) højst 60, mere foretrukket højst 55 vægtdele pr. vægtdel af bindemidlet (a).

Som den hydrofile polymer (b) anvendes således sædvanligvis men ikke udelukkende 10 polyvinylpyrrolidon (PVP), polyethylenglycol eller en kombination deraf. Man kan også anvende CMC, og alginat.

Anvendelige hydrofile polymerer (b) vil ofte have en molvægt i området fra 10.000 til 500.000, f.eks. mellem 20.000 og 400.000. Som det fremgår nedenfor kan man ofte med fordel anvende en kombination mellem en lavmolekylær hydrofil polymer, f.eks.

15 en med en molekylvægt på mellem 10.000 og 60.000, og en højmolekylær hydrofil polymer, f.eks. en med en molvægt på mellem 100.000 og 500.000, såsom mellem 300.000 og 400.000.

Den ønskede glidevirkning opnås antageligvis især ved en langsom frigivelse af giidepo-lymeren. Til opnåelse af den ønskede virkning har det vist sig, at molekylstørrelsen hos 20 den hydrofile polymer er afgørende for den opnåede virkning, idet molekyler med en mindre molekylstørrelse udvaskes hurtigere end højmolekylære polymerer. Omvendt giver højmolekylære polymerer ingen umiddelbar glidevirkning, mens lavmolekylære polymerer giver en umiddelbar glidevirkning. Til opnåelse af den ønskede glidevirkning kan man derfor med fordel anvende en kombination af gi idepolymerer med forskellige 25 molekylstørrelser, hvilket, i tilfælde af at man anvender PVP som glidepolymer, kan eksemplificeres ved en kombination af PVP K30 (molekylvægt ca. 40.000) og PVPK90 (molekylvægt ca. 360.000). PVP K30 og K90 leveres som standardprodukter af flere DK 172850 B1 15 leverandører, f.eks. BASF, Tyskland, og GAF CHEMICALS CORPORATION, Wayne, New Jersey, USA.

På basis af de hidtil udførte forsøg har et blandingsforhold mellem PVP K30 og PVP K90 på ca. 1:1, f.eks. mellem 1:2 og 2:1, vist sig særligt hensigtsmæssigt. Ved anven-5 delse af PVP med andre molekylvægte eller ved anvendelse af andre hydrofile polymerer vil fagmanden på basis af disse erfaringer let kunne finde passende kombinationer af hydrofile polymerer til opnåelse af en tilsvarende effekt.

Der er mulighed for at anvende en særlig type hydrofil polymer som en del af de anvendte hydrofile polymerer, nemlig en hydrofil polymer af typen bl, der kun er partielt 10 eller begrænset opløselig i dispersionsmiddelfasen. Denne egenskab ses f.eks. hos poly-ethylenglycol (PEG), der er vandopløselig, men som i lighed med proteiner fælder ud i en koncentreret saltvandsopløsning. Ved anvendelse af sådanne begrænset opløselige hydrofile polymerer kan man således opnå, at denne polymer eller en del deraf går over i belægningsmaterialets disperse fase. På denne måde kan man opnå, at en del af den 15 hydrofile polymerbestanddel blandes intimt med bindemidlet. Herved sikres en udmærket affinitet mellem bindemiddelfasen og den hydrofile fase i belægningen, dvs. den fase, der er tilbage af dispersionsmidlet efter tørring af belægningen.

Den hydrofile polymer (b) kan som nævnt udgøres af en kombination af en eller flere hydrofile polymerer, der kun er begrænset opløselige i dispersionsmiddelfasen, her 20 betegnet type bl, og en eller flere hydrofile polymerer, der i det væsentlige er fuldstændigt opløselige i dispersionsmiddelfasen, her betegnet type b2. Den hydrofile polymer (b) kan imidlertid også alene bestå af den ene af disse to typer, især type b2 alene, idet type bl ofte kun vil kunne anvendes alene under visse særlige forudsætninger, bl.a. afhængigt af hvor begrænset opløseligheden er. Det har i praksis vist sig, at stort set alle 25 vægtforhold mellem bl og b2 er anvendelige. Således kan der f.eks. anvendes 0,5 til 8 vægtdele bl pr. vægtdel b2, såsom 1,0 til 3,0. Der er også gennemført forsøg med 29 vægtdele bl pr. vægtdel b2.

DK 172850 B1 16

Ved arbejdet med de tidligere kendte hydrofile belægningsmaterialer i forbindelse med genstande, der er beregnet til indføring i hulrum i det menneskelige legeme, har det vist sig, at det ofte er ønskeligt at inkorporere en osmolalitetsforøgende forbindelse, f.eks. natriumchlorid, i belægningen for at undgå afvanding af belægningen, når den befinder 5 sig i kontakt med legemsvæsker. Til løsning af dette problem foreslås det ifølge EP patentskrift nr. 217.771, at man efter påføring og hærdning af den hydrofile belægning i et yderligere trin behandler genstanden med en opløsning af en osmolalitetsforøgende forbindelse, f.eks. en saltvandsopløsning. Ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen undgår man et sådant ekstra behandlingstrin, idet den osmolalitetsforøgende forbindelse 10 kan være til stede i belægningsmaterialet som en bestanddel af dispersionsmiddel fasen.

I belægningsmaterialet indgår der som nævnt ovenfor sædvanligvis også en osmolalitetsforøgende forbindelse, sædvanligvis i form af natriumchlorid. På basis af foretagne forsøg må det antages, at denne bestanddel kan have en væsentlig indflydelse på belægningsmaterialets struktur i det mindste ved den udførelsesform, hvor der også anvendes 15 en partielt opløselig hydrofil polymer af typen (bl) som f.eks. PEG ved siden af opløselige hydrofile polymerer af typen (b2) f.eks. PVP. Disse forsøg viser nemlig, at PEG ikke er opløselig i en 25% natriumchloridopløsning, hvorimod PVP er opløselig i en sådan 25% natriumchloridopløsning. Det kan således formodes, at tilstedeværelsen af den osmolalitetsforøgende forbindelse (c) er medvirkende til at sikre den ovenfor be-20 skrevne, særligt fordelagtige struktur.

Til opnåelse af den ovenfor beskrevne netagtige struktur i den færdige belægning er det væsentligste krav til det anvendte opløsningsmiddel (d), at det anvendte bindemiddel (a) er uopløseligt deri, dvs. således at man sikrer sig, at belægningsmaterialet vil danne en dispersion. Det er desuden vigtigt, at i det mindste en del af den eller de hydrofile poly-25 merer er opløselige i opløsningsmidlet (d).

Af hensyn til prisbillighed og ugiftighed vil man i de fleste tilfælde foretrække at anvende vand som opløsningsmidlet (d), idet vand opfylder de ovennævnte betingelser. Andre DK 172850 B1 17 opløsningsmidler der opfylder de nævnte betingelser, såsom lavere alhokoler, f.eks. ethanol og 2-propanol, og estere, f.eks. ethylacetat, kan imidlertid også komme på tale sædvanligvis i blanding med vand.

Mængden af opløsningsmidlet (d) bør sædvanligvis holdes så lavt som muligt, idet man S derved sikrer, at belægningsmaterialet får en passende høj viskositet. Dette er nemlig vigtigt for, at man skal kunne påføre belægningen med en passende lagtykkelse, fortrinsvis i et enkelt påføringstrin. Dersom der anvendes en for stor mængde af opløsningsmidlet, kan det blive vanskeligt at få belægningen til at fæstne til genstanden, idet belægningsmaterialet i så fald kan have tendens til at perle af. Desuden vil en større mængde 10 af opløsningsmidlet kræve mere tid og/eller energi til afdampningen.

Dersom belægningsmaterialet har tendens til at perle af, hvilket sker, når det flydende belægningsmateriale har for høj overfladespænding i forhold til underlaget, kan man dog afhjælpe problemet på konventionel måde ved tilsætning af et overfladeaktivt middel.

Ved nogle påføringsmetoder, f.eks. ved påsprøjtning, vil det ofte være nødvendigt at 15 anvende en større andel af opløsningsmidlet, idet der her ønskes en lavere viskositet.

Et eksempel på et belægningsmateriale, hvor mængden af opløsningsmidlet (d) holdes lavt, kan have en af følgende sammensætninger: 3.5 - 15 vægtdele strålingshærdbar urethanacrylatpræpolymer (a), 100 - 450 vægtdele hydrofil polymer (b), 20 0 - 90 vægtdele osmolalitetsforøgende forbindelse (c), og 140 - 560 vægtdele opløs ningsmiddel (d), eller 3.5 - 15 vægtdele strål ingshærdbar urethanacrylatpræpolymer (a), 0 - 140 vægtdele af den første hydrofile polymer (bl), 50 - 450 vægtdele af den anden hydrofile polymer (b2), DK 172850 B1 18 0-90 vægtdele osmolalitetsforøgende forbindelse (c), og 140 - 560 vægtdele opløsningsmiddel (d).

Belægningen kan påføres i et enkelt trin på en hvilken som helst konventionel måde.

Man kan imidlertid også påføre belægningen i flere omgange, især hvis belægningsma-5 terialet har en lav viskositet.

Belægningsmaterialet ifølge opfindelsen kan ud over de angivne bestanddele indeholde for belægningsmaterialer konventionelle hjælpestoffer og tilsætningsstoffer. Det har imidlertid overraskende vist sig, at man kan fremstille belægningsmaterialet under opnåelse af en dispersion ved en simpel sammenblanding af bestanddelene ved en pas-10 sende temperatur, f.eks. opvarmning til mindst 60°C, uden anvendelse af et disper-geringshjælpemiddel, f.eks. en emulgator. Dette giver en særlig fordel, idet konventionelle emulgatorer, der sædvanligvis er nødvendige ved fremstilling af dispersioner, kan virke lokalirriterende.

Ved anvendelse af belægningsmaterialerne ifølge opfindelsen på genstande, der skal 15 være i kontakt med det menneskelige legeme, er det af stor betydning, at man kan undgå bestanddele med en lav molekylvægt, bortset fra bestanddele, der er fysiologisk forligelige, såsom vand og ugiftige osmolalitetsforøgende forbindelser, som f.eks. natrium-chlorid.

Den eventuelt tilstedeværende osmolalitetsforøgende forbindelse kan være en hvilken 20 som helst forbindelse, der giver en passende udligning af den osmotiske trykforskel mellem den befugtede belægning og omgivende legemsvæsker. Sådanne forbindelser er vandopløselige forbindelser med en lav molekylvægt, fortrinsvis sådanne som er dissocierede i vandig opløsning. Eksempler herpå er især uorganiske salte såsom natriumch-lorid, kaliumchlorid, kaliumjodid, kaliumnitrat og calciumchlorid eller organiske salte 25 såsom natriumcitrat. Principielt kan man også anvende andre vandopløselige forbindelser. Således kan der også anvendes natriumbenzoat, mono- eller disaccharider som f.eks.

DK 172850 B1 19 glucose og sukkeralkoholer såsom sorbitol, hvilke osmolalitetsforøgende forbindelser alle er nævnt i EP patentskrift nr. 217.771 og det tilsvarende US patentskrift nr.

4.906.237.

Det har i praksis vist sig, at den ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen fremstillede 5 belagte genstand kan tåle sterilisation uden at blive klæbrig. Denne sterilisation foregår efter emballering af genstanden ved behandling med vanddamp og ethy lenoxid ved 60 °C i længere tid, f.eks. natten over. Dette er overraskende, idet fagmanden kunne forvente, at belægningen, der efter hærdningen stadig indeholder en vis mængde vand bundet i den hydrofile polymer, ville blive kraftigt klæbende under sådanne betingelser.

10 Det anvendte bindemiddel bør fortrinsvis være et flydende bindemiddel, således at dispersionen vil være i form af en emulsion. Dette sikrer en fordelagtig sammenflydning af bindemidlet forud for hærdningen. De bedste resultater opnås med et forholdsvis tyktflydende bindemiddel.

Den eller de anvendte hydrofile polymerer bør være en kombina tion af en lavmolekylær 15 hydrofil polymer og en højmolekylær hydrofil polymer, bl.a. fordi man ved anvendelsen af en højmolekylær hydrofil polymer alene kan have vanskeligheder med at opnå en tilstrækkelig tyk belægning, og idet en sådan højmolekylær hydrofil polymer har tendens til at blive klæbrig, hvis mængden af opløsningsmiddel er for lav. Disse problemer løses ved, at en lavmolekylær hydrofil polymer ved siden af dens virkning som glidepolymer 20 også kan fungere som en slags fyldstof.

Fremgangsmåden ifølge opfindelsen fremtræder som en særdeles miljøvenlig løsning på den stillede opgave, idet man undgår brug af sundhedsskadelige opløsningsmidler og monomerer. Man undgår herved problemer med bortskaffelse af skadelige affaldsstoffer, ligesom man undgår sundhedsrisiko og lugtgener under fremstillingen samt skadelige 25 rester i det færdige produkt.

Eksempel 1 20 DK 172850 B1

Der fremstilles en belægningsblanding ud fra følgende ingredienser:

Ebecryl 4830 7,5 g

Uvecryl P36 0,15 g 5 Polyethylenglycol 35.000 120,0 g PVPK30 45,0 g PVPK90 52,5 g

NaCl 45,0 g

Vand 280,0 g 10 Ebecryl 4830 er en acryleret urethanharpiks med en molvægt på ca. 1200, der leveres som 90% polymerfaststof i tetraethylenglycoldiacrylat. Leveres af Radeure Specialties s.a., B-1620 Drogenbos, Belgien.

Uvecryl P36 er en copolymeriserbar fotoinitiator i form af umættet copolymeriserbart benzophenon. Leveres af Radeure Specialties s.a.

15 PVP K30 er en polyvinylpyrrolidon med en molekylvægt på ca. 40.000, og PVP K90 er polyvinylpyrrolidon med en molekylvægt på ca. 360.000.

Ud fra de ovenfor angivne bestanddele fremstilles belægningsmaterialet ved opvarmning til 90eC under anvendelse af en magnetomrører. Ebecryl 4830 og Uvecryl P36 blandes dog først med hinanden før sammenblanding med de øvrige bestanddele.

20 En PVC-slange af en kvalitet, der benyttes ved fremstilling af katetre, belægges med blandingen, hvorefter belægningen tørres og hærdes ved hjælp af ultraviolet lys.

DK 172850 B1 21

Der opnås en tør, steriliserbar belægning, som ved befugtning bliver meget glat, og som hæfter godt til den anvendte PVC-slange.

Vægtforholdet mellem hydrofile polymerer og det hydrofobe bindemiddel i den fremstillede belægning er 29:1.

5 Den hærdede belægnings friktion i våd tilstand er bestemt ved en modifikation af metoden ifølge ASTM Dl894-90 under anvendelse af forsøgopstillingen ifølge fig. 1, c i den nævnte standard. Prøven foretages med en prøveklods, der på undersiden er forsynet med to render. I disse render anbringes to slanger fremstillet ifølge eksempel 1. Prøveklodsen sikrer en lodret belastning på 5,970 N. Friktionsmålingen foretages med vådt 10 vaskeskind som underlag, og prøvetrækningen sker med en sådan trækretning, at prøveklodsen glider som en slæde med slangerne som meder. Prøvningen foregår med en hastighed på 100 mm/min. og prøvelængden er 25 mm. Ved denne prøve opnås med forskellige slanger alle belagt ved fremgangsmåden ifølge eksempel 1 en kinetisk friktionsfaktor på henholdsvis: 0,172; 0,206; 0,198 og 0,171, uden sterilisation. På til-15 svarende steriliserede slanger måltes henholdsvis 0,169; 0,197 og 0,15.

Eksempel 2 Nærværende eksempel belyser fremstilling af et belægningsmateriale uden indhold af natriumchlorid.

Der fremstilledes en belægningsblanding ud fra følgende bestanddele: 20 Ebecryl 4830 7,5 g

Uvecryl P36 0,15 g

Polyethylenglyco! 35.000 120 g PVP 16 g

Vand 152 g DK 172850 B1 22

Bestanddelene sammenblandedes under opvarmning til ca. 90°C under anvendelse afen magnetomrører.

Vægtforholdet mellem bindemiddel og hydrofil polymer androg i dette tilfælde 1:18.

Belægningsmaterialet blev påført på henholdsvis en genstand af plast og metal, og den 5 opnåede belægning udviste i begge tilfælde tilfredsstillende binding og glidevirkning.

Eksempel 3 Nærværende eksempel belyser fremstilling af et belægningsmateriale, som udelukkende omfatter hydrofile polymer af typen b2.

Der fremstilledes en belægningsblanding ud fra følgende bestanddele: 10 Ebecryl 4830 7,5 g

UvecrylP36 0,15 g PVP 30 45 g PVP90 52,5 g

Natriumchlorid 21 g 15 Vand 209 g

Bestanddelene sammenblandedes under opvarmning til 90°C under anvendelse af en magnetomrører.

Vægtforholdet mellem bindemiddel og hydrofil polymer androg i dette tilfælde 1:13.

Det opnåede belægningsmateriale blev påført på både en plast- og en metalgenstand. I 20 begge tilfælde opnåedes en god fasthæftning til genstanden, en tilfredsstillende hærdning og en tilfredsstillende glidevirkning.

DK 172850 B1

Eksempel 4 23 På tilsvarende måde som angivet i de forrige eksempler blev der ud fra følgende bestanddele fremstillet et tilfredsstillende belægningsmateriale omfattende hydrofile polymerer både af typen bl og b2: 5 Ebecryl 4830 7,5 g

Uvecryl P36 0,15 g

Polyethylenglycol 35.000 217,5 g PVP90 7,5 g

Natriumchlorid 45 g 10 Vand 135 g Vægtforholdet mellem bindemiddel og hydrofil polymer var i dette tilfælde 1:30.

Eksempel 5 Nærværende eksempel belyser fremstillingen af et belægningsmateriale udelukkende omfattende hydrofile polymerer af typen b2: 15 Ebecryl 4830 7,5 g

Uvecryl P36 0.15 g PVP30 100,4 g PVP90 117,1 g

Natriumchlorid 45 g 20 Vand 460 g

Bestanddelene blev sammenblandet under opvarmning til 90°C under anvendelse af en magnetomrører.

DK 172850 B1 24 Vægtforholdet mellem bindemiddel og hydrofil polymer androg i dette tilfælde 1:29.

Belægningsmaterialet blev påført på en PVC-slange, hvorefter belægningen blev tørret og hærdet ved hjælp af ultraviolet lys.

Den resulterende belægning hæftede godt til PVC-slangen og udviste en glimrende 5 glidevirkning.

Eksempel 6 Nærværende eksempel belyser fremstillingen af et belægningsmateriale med en høj andel af hydrofil polymer, hvilket belægningsmateriale er velegnet til belægning på metal- og glasoverflader.

10 Der fremstilledes en belægningsblanding ud fra følgende bestanddele:

Ebecryl 4830 7,5 g

Uvecryl P36 0,15 g

Polyethylenglycol 35.000 227,7 g PVP 30 82,9 g 15 PVP90 101,9 g

Natriumchlorid 84 g

Vand 529 g Vægtforholdet mellem bindemiddel og hydrofil polymer androg i dette tilfælde 1:55.

Belægningsmaterialet blev påført på henholdsvis en overflade af glas og metal.

20 Efter tørring af belægningen og hærdning ved hjælp af UV-lys opnåedes en meget tilfredsstillende belægning, som hæftede godt både til glas- og metaloverfladen.

i

Eksempel 7 DK 172850 B1 25

Der fremstilledes en blanding med et forhold mellem hydrofob bindemiddelpolymer og hydrofil polymer på 1:1,0 med den nedenfor i tabel I viste sammensætning. Dette belægningsmatertale påførtes på et blødgjort PVC-kateter og hærdedes ved hjælp af UV-5 bestråling som beskrevet i de tidligere eksempler. Det belagte kateter blev derefter neddyppet i vand i 10 sekunder. Der blev opnået en signifikant friktionsreduktion sammenlignet med det ubelagte kateter. Der blev iagttaget en hurtig frigivelse af vandopløselig friktionsreducerende polymer, hvilket let kunne konstateres ved forsigtigt at gnide det befiigtede kateter med to fingre. Denne frigivelse af hydrofil polymer kunne 10 også let bekræftes ved efterfølgende at gnide fingrene mod hinanden. Adhæsionen til kateteret var fremragende.

Eksempel 8

Der fremstilledes en blanding med et forhold mellem hydrofob polymer og hydrofil polymer på 1:0,5 med den i tabel I viste sammensætning. Ved hærdning og afprøvning 15 som beskrevet i det foregående eksempel blev det fastslået, at der også i dette tilfælde kunne konstateres frigivelse af hydrofil polymer og en friktionsreducerende effekt.

Eksempel 9

Der fremstilledes en blanding med et forhold mellem hydrofob polymer og hydrofil polymer på 1:0,1 med den i tabel I viste sammensætning. Der gennemførtes samme 20 hærdning og afprøvning som beskrevet i de foregående eksempler, men i dette tilfælde kunne der ikke konstateres nogen signifikant friktionsreduktion eller frigivelse af hydrofil polymer.

Claims (8)

15 Patentkrav.

1. Fremgangsmåde til fremstilling af en genstand med en ved befugtning friktions-nedsættende belægning, der omfatter et bindemiddel (a), en hydrofil polymer (b) samt om ønsket en osmolalitetsforøgende forbindelse (c), kendetegnet ved, at man ud 20 fra (a) et bindemiddel i form af en strål ingshærdbar urethanacrylatpræpolymer med en molvægt på mindst 200, (b) én eller flere hydrofile polymerer valgt blandt polyvinylpyrrolidon, polyethy-lenglycol, CMC og alginat, 25 (c) om ønsket en osmolalitetsforøgende forbindelse, og DK 172850 B1 27 (d) et opløsningsmiddel eller en blanding af opløsningsmidler, hvori (a) er i det væsentlige uopløselig, hvor der anvendes 0,5-60 vægtdele hydrofil polymer (b) pr. vægtdel bindemiddel (a), fremstiller en dispersion, 5 påfører dispersionen på genstanden, fjerner opløsningsmidlet eller en de! deraf, og hærder bindemidlet.

2. Belægningsmateriale omfattende et bindemiddel (a), en hydrofil polymer (b) samt om ønsket en osmolalitetsforøgende forbindelse (c), kendetegnet ved, at det er udfor-10 met som en dispersion omfattende en dispers fase dispergeret i en dispersionsmiddelfase, hvilken dispersion er fremstillet ud fra (a) et bindemiddel i form af en strålingshærdbar urethanacrylatpræpolymer med en molvægt på mindst 200, (b) én eller flere hydrofile polymerer valgt blandt polyvinylpyrrolidon, polyethy- 15 lenglycol, CMC og alginat, (c) om ønsket en osmolalitetsforøgende forbindelse, og (d) et opløsningsmiddel eller en blanding af opløsningsmidler, hvori (a) er i det væsentlige uopløselig og indeholder 0,5 - 60 vægtdele hydrofil polymer (b) pr. 1 vægtdel bindemiddel (a).

3. Belægningsmateriale ifølge krav 2, kendetegnet ved, at den hydrofile poly-merbestanddel (b) er sammensat af (bl) én eller flere hydrofile polymerer, der kun er begrænset opløselige i dispersionsmiddelfasen, og (b2) én eller flere hydrofile polymerer, der er i det væsentlige fuldstændigt opløseli- 25 ge i dispersionsmiddelfasen. 28 DK 172850 B1

4. Belægningsmateriale ifølge krav 3,kendetegnet ved, at det omfatter 3,5 - 15 vægtdele strålingshærdbar urethanacrylatpræpolymer (a), 60 - 240 vægtdele af den første hydrofile polymer (bl), 50 - 200 vægtdele af den anden hydrofile polymer (b2), 5 22 - 90 vægtdele osmolalitetsforøgende forbindelse (c), og 140 - 560 vægtdele opløsningsmiddel (d).

5. Belægningsmateriale ifølge krav 3,kendetegnet ved, at den hydrofile polymer (bl) er polyethylenglycol (PEG), at den hydrofile polymer (b2) er polyvinylpyrrolidon (PVP), og 10 at opløsningsmidlet (d) er vand.

6. Belægningsmateriale ifølge krav 2, kendetegnet ved, at bindemidlet (a) er ét eller flere radikal-polymeriserbare bindemidler.

7. Belægningsmateriale ifølge krav 2, kendetegnet ved, at bindemidlet (a) er et UV-hærdbart eller laserstrålehærdbart bindemiddel, og at belægningsmaterialet endvi- 15 dere indeholder en fotoinitiator.

8. Belægningsmateriale ifølge krav 7, kendetegnet ved, at fotoinitiatoren er en i sig selv konventionel fotoinitiator med evne til at danne frie radikaler, hvilken fotoinitiator har en sådan struktur, at hvert af de dannede frie radikaler indeholder en ethyle-nisk umættethed. 20