DK144470B - Fremgangsmaade til paafoerelse af et overtraek af stannioxid paa en glasoverflade - Google Patents

Description

(19) DANMARK \M)

@ (12) FREMLÆGGELSESSKRIFT (n> 1^4470 B

DIREKTORATET FOR PATENT- OG VAREMÆRKEVÆSENET

(21) Ansøgning nr. 4l 62/75 (51) |nt.CI.3 C 03 C 17/25 (22) Indleveringsdag 17· sep. 1975 // C 03 C 17/42 (24) Løbedag 17· sep. 1975 (41) Aim. tilgængelig 19· taav. 1976 (44) Fremlagt 15· mar. 1982 (86) international ansøgning nr. “ (86) International indleveringsdag ~ (85) Videreførelsesdag -(62) Stamansøgning nr. ~

(30) Prioritet 18. sep. 1974, 507074, US

(71) Ansøger Μ & T CHEMICALS INC., Rahway, US.

(72) Opfinder William Albert Larkin, US.

(74) Fuldmægtig Ingeniørfirmaet Budde, schou & Co.

(54) Fremgangsmåde til påføreis e af et overtræk af stannioxid på en glas= overflade.

Den foreliggende opfindelse angår en fremgangsmåde til påfø-relse af et overtræk af stannioxid på en glasoverflade ved, at overfladen bringes i kontakt med et findelt væskeformigt monoal-kyltintrihalogenid, medens glasoverfladen holdes ved en temperatur mellem 450 og 600°C, hvorefter tinforbindelsen pyrolyseres OQ til dannelse af stannioxid, og om ønsket upyrolyseret tinfor- ^ bindelse isoleres og genvindes, hvilken fremgangsmåde er ejen- dommelig ved, at man som tinforbindelsen anvender butyltintri- ΐί" chlorid.

•%r

Q

Det er kendt at påføre film af forskellige metaloxider på glasbeholdere, især flasker, for at forbedre deres slagstyrke og 2 U4470 slidmodstandsdygtighed. Oxiderne tilvejebringer et hårdt, bestandigt overtræk på beholderens udvendige overflade, der modstår ridsning. Metaloxider har også været anvendt til at danne transparente dekorative eller elektroledende overtræk på glas. Ledende overtræk er især anvendelige inden for elektronikindustrien.

Det er således kendt at danne en transparent, elektroledende tinoxidfilm ved pyrolyse af dibutyltindifluorid påført på et glasunderlag i opløsning i en organisk opløsning såsom methanol eller ethanol, jfr. US pat.skr. 3.677.814. Ganske vist er der i beskrivelsen nævnt eksempler på monoalkyltintrifluorider, der også kan anvendes; men ingen af disse har været afprøvet.

Herved kan tynde overtræk af stannioxid, der er et foretrukket glasovertræksmateriale, fæstnes på glasoverfladen ved, at det opvarmede glas står i kontakt med det tynde overtræk såvel som fordampet tinforbindelse.

Tinforbindelsen kan også påføres ved sprøjtning kort efter, at glasset er formet, og medens glassets temperatur endnu er høj, navnlig mellem 370°C og 815°C. Ved disse temperaturer omdannes tinforbindelsen til stannioxid næsten omgående, efter at den er kommet i kontakt med det opvarmede glas. Tinforbindelsen kan påføres på glasset som en damp eller som en findelt sprøjteforstøvning indeholdende en opløseliggjort tinforbindelse.

Forskellige organiske og uorganiske tinforbindelser er beskrevet som velegnede forstadier, der let sønderdeles til stannioxid, når de påføres på opvarmede glasgenstande, især beholdere. Således anføres det i USA patentskrift nr. 3.420.693, at den sønderdelelige tinforbindelse enten kan være organisk eller uorganisk. Denne angivelse er dog så bred og ubestemt ved at omfatte alle mulige tinforbindelser at den faktisk intet konkret oplyser, men det er dog klart, at mange af forbindelserne er mindre tilfredsstillende af en eller flere af de nedenfor gennemgående grunde.

USA-patentskrift nr. 3.414.429 angår også en fremgangsmåde til at påføre metaloxidovertræk på glasbeholdere, f.eks. ved hjælp af uorganiske stannihalogenider såsom stannichlorid og organotinderivater af carboxylsyrer, der fortrinsvis indeholder over 8 carbonatomer. De uorganiske stannihalogenider hydrolyseres let i nærværelse af selv spormængder af fugt, der som oftest er til stede i den omgivende luft, til dannelse af stærkt korroderende produkter. Særlige foranstaltninger må derfor overholdes for at nedbringe helbredsfaren over for det personale, der betjener overtræksudstyret, til et minimum. Fak- 144470 3 tisk er det kun en lille procentdel af tinforbindelsen, som indføres i overtrækskammeret, der afsættes som overtræk på slutproduktet, og da halogenidernes ustabilitet gør det yderst vanskeligt for ikke at sige umuligt at genvinde og recirkulere den resterende del, anses disse halogenider for ineffektive til brug som overtræksforstadier under hensyn til både udgifter og opførsel.

Organotinderivater af carboxylsyrer er heller ikke helt tilfredsstillende til brug som overtræksforstadier på grund af deres tilbøjelighed til at sønderdeles til stannioxid og den tilsvarende syre ved de temperaturer, der hersker i overtrækskammeret. Som allerede nævnt indeholder de foretrukne syrer over 8 carbonatomer og er faste ved omgivelsestemperatur. Når de først kommer uden for overtrækskammeret, vil disse syrer derfor være tilbøjelige til at størkne og afsættes på de koldere dele af glasovertræksudstyret, således at det til stadighed er nødvendigt at fjerne den akkumulerede syre, og i øvrigt brænder disse materialer let, så deres anvendelse frembyder betydelig brandfare.

De fleste af organotinforbindelserne ifølge ovennævnte USA patentskrift nr. 3.420.396 af den ene eller den anden grund er uegnede som forstadier til brug i den "varme ende" ved overtrækning af glas. Nogle organotinforbindelser indeholdende 2 eller 3 carbonatomer er så giftige eller har så frastødende lugte, at deres brug gøres praktisk umulig, især ved glasovertrækningsfremgangsmåder, som drives i kommerciel målestok. Andre tinforbindelser giver ikke acceptable overtræk, f.eks. dårlig hæftning på glasset, af grunde, som man ikke forstår fuldt ud. Mange organotinforbindelser, herunder de ovenfor omtalte carboxylsyrederivater, udviser et lavt tinindhold sammenlignet med uorganiske stannihalogenider såsom stannichlorid, så forholdsvis store mængder af disse forbindelser vil være nødvendige til afsætning af en given vægtmængde tinoxid, hvorved fremstillingsudgifterne forøges prohibitivt.

Pra USA patentskrift nr. 3.754.012 kendes kemisk syntese af en række methyltinforbindelser, herunder sådanne med strukturen (CH2)2SnX2' hvori X er et halogenatom, og om disses anvendelse hedder det kort, at de kan benyttes til at styrke glas ved at dekomponeres ved forholdsvis høje temperaturer på glasoverflader. Sønderdelingsprodukterne fylder eventuelle revner og ridser i glasoverfladen og 4 144470 styrker glasset. En forbindelse af denne type, dimethyltindichlo-rider, der i øvrigt er kendt fra USA patentskrift nr. 2.614.944, er afprøvet til brug som forstadie ved overtrækning af glasflasker med stannioxidovertræk, jfr. sammenligningsforsøget i eksempel 4 nedenfor, hvoraf det tydeligt ses, at de ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen påførte overtræk af stannioxid under anvendelse af butyltin-trichlorid som forstadiematerialet meddeler glasgenstande og her især flasker en højere brudstyrke således som specielt illustreret ved en bedre modstandsdygtighed mod bristning ved indre tryk på op til 22kg/cm . Hertil kommer, at overtræk af stannioxid tilvejebragt ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen frembyder en jævnere og glattere overflade, der egner sig særlig til yderligere påførelse af et ydre lag voks, der i sig selv er meget tyndt og derfor afspejler det første overtræks natur, hvilket konstateres ved en særdeles lav friktionskoefficient, jfr. eksempel 3 nedenfor. Endvidere udmærker butyltintrichlorid sig ved at være flydende ved normale omgiveIsestemperaturer i modsætning til dimethyltindichlorid, der er fast ligesom de allerfleste organotin-forbindelser. Dette har særlig betydning for genvindingen.

Ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen tilvejebringes altså økonomisk effektiv og lønsom fremgangsmåde til brug i anlæggets "varme ende" ved overtrækning af glas med stannioxid. Herudover tilvej ebringer fremgangsmåden mulighed for genvinding og recirkulation af den andel af butyltintrichloridet, der ikke omdannes til stannioxid afsat på den varme glasoverflade, hvilket er særlig attraktivt af økonomiske årsager såvel som miljømæssige.

Det har nemlig nu vist sig, at en sådan genvinding let lader sig realisere på grund af butyltintrichlorids særlige fysiske og kemiske egenskaber. Dels fordi forbindelsen i modsætning til de øvrige hidtil afprøvede organotinforbindelser er flydende, og dels selvfølgelig fordi den også kan pyrolyseres under tilvejebringelse af acceptable stannioxidovertræk på opvarmede glasoverflader. Den uomsatte andel af butyltintrichloridet kan derpå, om ønsket, kombineres med vand til dannelse af en opløsning eller dispersion indeholdende tinforbindelsen, der dog let kan udvindes fra det vandige lag ved destillation eller ved tilsætning af visse uorganiske salte.

144470 5

Til-tydeligere forklaring af fremgangsmåden ifølge opfindelsen tjener tegningen, hvis figur viser et blokdiagram over de forskellige trin, som indgår i fremgangsmåden ifølge opfindelsen ved overtrækning af en glasoverflade, f.eks. på en flaske.

Det flydende butyltintrichlorid opbevares i et hensigtsmæssigt lufttæt reservoir 1, hvorfra det strømmer til et opvarmet kammer 2, hvori det fordampes. Strømmen af butyltintrichlorid til det opvarmede kammer styres ved hjælp af en hensigtsmæssig ventilpumpe eller -åbning (ikke vist). Temperaturen inden i varmeorganet holdes på ca. 150°C, dvs. over butyltintrichlorids kogepunkt. Den fordampede eller findelte forstøvning af butyltintrichlorid indfanges i en luftstrøm, der frembringes med en blæser 3, og træder ind i et overtrækskammer 4. Luftstrømmens strømningshastighed er mellem 0,7 og 1,4 m pr. time.

En del af butyltintrichloridet kommer i kontakt med en opvarmet glasbeholder 5 eller en anden glasgenstand i overtrækskammeret. Glasgenstandene transporteres ind og ud af overtrækskammeret ved hjælp af et hensigtsmæssigt (ikke vist) transportorgan såsom et transportbånd. Glasgenstandens overflade befinder sig ved en temperatur på mellem 450 og 600°C. Ved disse temperaturer omdannes butyltintrichlorid, der kommer i kontakt med glassets overflade, til stannioxid. En blanding af luft og uomdannet butyltintrichlorid udtages fra overtrækskammeret ved hjælp af en (ikke vist) blæser gennem en afgangskanal 6, der indeholder et elektrostatisk fældningsanlæg 7 eller et andet velegnet organ til adskillelse af gasser fra flydende og faste materialer. Gasstrømmen passerer gennem en udstødningskanal 8 og udtømmes i atmosfæren. De fraskilte faste og flydende komponenter fra overtrækskammeret er hovedsagelig uomsat butyltintrichlorid og forureninger, der opfanges i et hensigtsmæssigt modtageorgan 9. Foranstaltninger eller organer til at lede det fraskilte og om ønsket rensede og genvundne, materiale tilbage til det ovenfor omtalte reservoir kan eventuelt medtages, hvilket er antydet ved den punkterede linie i tegningen. Dette afhænger af anlægget virkningsgrad, forureningernes art, der igen er knyttet til det behandlede glasunderlags natur, samt butyltintrichloridets pris og fraskillelsesmetodens natur.

Butyltintrichlorid har et lidt lavere tinindhold end de tilsvarende methyltintrihalogenider, men butylforbindelsen frembyder mindre frastødende lugt og er opløselig i vand, men er hydrolytisk stabil og kan let genvindes fra vandig opløsning.

6 U4470

Det er derfor hensigtsmæssigt ifølge opfindelsen, at den upy-rolyserede tinforbindelses isolation og genvinding gennemføres ved at kombinere tinforbindelsen med vand og danne en vandig opløsning, hvorefter tinforbindelsen adskilles fra den vandige opløsning.

Ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen fordampes butyltin-trichloridet under anvendelse af hensigtsmæssige opvarmningsorganer og bringes i kontakt med en glat genstand, der befinder sig ved en temperatur mellem 450 og 600°C. Alternativt kan butyltintri-chloridet påføres som en findelt væskesprøjteforstøvning. I en typisk installation tilføres butyltintrichlorid kontinuerligt fra et reservoir til et opvarmet kammer, der holdes ved en temperatur mellem 125 og 225°C. I stedet for det opvarmede kammer kan man anvende en opvarmet kanal eller ledning. Forbindelsens opholdstid i kanalen eller kammeret styres således, at der opnås praktisk talt fuldstændig fordampning.

Butyltintrichlorid overføres fra reservoiret til opvarmningskammeret med en strømningshastighed på mellem 225 g og 450 g forbindelse pr. time under anvendelse af hensigtsmæssige foranstaltninger, herunder pumpe og ventiler.

En strøm af tør luft eller indifferent gas såsom nitrogen opretholdes til overførsel af den fordampede forbindelse fra det opvarmede kammer til overtræksområdet, når den fordampede forbindelse kommer i kontakt med glasgenstandene og omdannes til stannioxid. Gassens strømningshastighed mellem opvarmningskammeret og overtræknings- 3 omradet er fra 0,7 til 1,4 m pr. time.

Glasgenstandene transporteres gennem overtræksområdet ved hjælp af en velegnet transportør. Fortrinsvis overtrækkes glasgenstandene, kort efter at de er formet, og før de anbringes i udglødningsovnen. Genstandenes temperatur i overtræksområdet er over orga-notinforbindelsens pyrolysetemperatur og ligger fortrinsvis mellem 450 og 600°C. Hver enkelt genstands opholdstid i overtræksområdet er tilstrækkelig til, at der afsættes en oxidfilm, som er ca. o,5 pn tyk. Tykkere overtræk er uønskelige, da de får glasset til at antage et perlemorsagtigt udseende.

7 144470

Ved mange glasbehandlingsfremgangsmåder således som f.eks. beskrevet i USA patentskrift nr. 3.498.825 er påførelse af en stan-nioxidfilm kun det første trin af en totrinsfremgangsmåde. Efter at være overtrukket med stannioxid sendes glasgenstandene gennem en udglødningsovn, hvori de gradvis nedkøles til en temperatur på ca. 204°C, til hvilket tidspunkt der påføres en tynd film af en naturvoks eller en syntetisk polymer. Polymerovertrækket er sædvanligvis transparent og gør glasset stærkt modstandsdygtig over for ridser og afslidning, selv efter at være behandlet med stærkt basiske opløsninger, især koncentrerede vandige alkalimetalhydroxidopløsninger.

Det har overraskende vist, sig, at når et overtræk af en naturvoks eller en syntetisk organisk polymer påføres oven på en film af stannioxid fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen er friktionskoefficienten, som det således overtrukne glas udviser, væsentligt lavere end den, der kan opnås ved at påføre det organiske overtræk på en stannioxidfilm fremstillet under anvendelse af andre organiske eller uorganiske tinforbindelser, hvilket vil fremgå tydeligere af nedenstående udførelseseksempler.

Blandt de syntetiske polymerovertræk, der kan påføres på glasgenstande, er polyethylen, oxideret polyethylen, copolymere af polyoxyalkylen eller etherificeret polyoxyalkylen og en dialkylpo-lysiloxan såsom dimethylpolysiloxan, copolymere, herunder de i USA patentskrift nr. 3.554.787 beskrevne, hvori hovedbestanddelen er en vinylester såsom vinylacetat eller en ester af en umættet syre såsom ethylacrylat, vinylalkoholpolymere herunder de i USA patentskrift nr. 3.352.707 beskrevne, polyurethaner, herunder de i USA patentskrift nr. 3.407.805 beskrevne og maleinsyreanhydridcopolyme- re herunder de i USA patentskrift nr. 3,598.632 beskrevne. Det organiske overtræksmateriale påføres sædvanligvis efterhånden som glasgenstandene kommer frem på en transportør fra den "kolde" ende af udglødningsovnen eller -kanalen, under anvendelse af en hvilken som helst hensigtsmæssig foranstaltning såsom tværgående sprøjtedyser. Overtrækket påføres som en opløsning eller emulsion med en hastighed på mellem 0,5 og 5 liter for hver 100 m af transportbåndet, der passerer forbi sprøjtedyserne.

8 144470

En særlig fordel ved brugen af butyltintrichlorid til forskel fra andre forstadier, der har været anvendt til at afsætte stanni-oxidfilm på glasvarer, er den forholdsmæssige lethed, med hvilken uomsat forstadiemateriale kan genvindes fra overtrækskammeret. Kun ca. 5% eller mindre af organotinforbindelsen, der passerer ind i overtræksområdet, omdannes i virkeligheden til stannioxid. På teknikkens stade har man ikke taget foranstaltninger til genvinding af de uomdannede tinforbindelser. Dette er forståeligt, da en af de hyppigst anvendte klasser forbindelser til dette formål, nemlig de uorganiske stannihalogenider, let hydrolyseres i nærværelse af selv spormængder af fugt til dannelse af korroderende produkter, som det ville være vanskeligt at genvinde. Andre inden for den kendte teknik beskrevne forstadier er korroderende væsker eller halvfaste materialer, der ikke er velegnede til at underkastes konventionelle genvindingsmetoder. Ved den for øjeblikket gennemførte praksis af-luftes de uomdannede tinforbindelser sædvanligvis direkte til atmosfæren sammen med den gasstrøm, der anvendes til at bære eller transportere den fordampede tinforbindelse. Dette frembyder naturligvis en alvorlig luftforurening med deraf følgende problemer, som imidlertid nu kan undgås ved at benytte fremgangsmåden ifølge den foreliggende opfindelse. Dette kan specielt lade sig gøre, fordi det anvendte forstadiemateriale, butyltintrichlorid ved stuetemperatur er en væske, der kan genvindes ved efter overtrækningen at sende gasstrømmen, der indeholder tinforbindelsen, over kølespiraler eller gennem en kompressor. De faste forureninger i røgform kan skilles fra bærergassen ved brugen af et elektrostatisk fældningsanlæg, der også er velegnet til genvinding af den højere kogende, flydende butyltintrichlorid .

Butyltintrichlorid lader sig kun vanskeligt hydrolysere med vand. Dette er en fordel ved overtrækningen af glasbeholdere, da det i nogle tilfælde er ønskeligt at holde området i beholderen, som støder op til åbningen, fri for afsætninger eller aflejringer af stannioxid. En metode til at opnå dette formål er at indpakke eller dække området, der skal beskyttes, i en gasstrøm, hvilket inden for teknikken betegnes "finish luft", medens beholderen udsættes for en fordampet tinforbindelse i overtrækskammeret. Da det er vanskeligt at fjerne de mindste spor af vand fra finishluftstrømmen, der anvendes i direkte kontakt med organotinforbindelsen ved en sådan fremgangsmåde, vil det naturligvis være en ansålig økonomisk fordel, 9

UU7 O

såfremt der ikke forekommer nævneværdige tab eller uønskede sidereaktioner ved hydrolyse af tinforbindelsen.

De følgende eksempler tjener til tydeligere belysning af fremgangsmåden ifølge opfindelsen under mere detaljeret gennemgang af nogle foretrukne udførelsesformer, som dog kun viser behandling ved overtrækning af glasgenstande i anlæggets "varme ende". Det vil dog forstås, at den eventuelle genvinding og recirkulation af uomsat butyltintrichlorid let lader sig realisere som ovenfor generelt anført.

Eksempel 1

En film af flydende butyltintrichlorid påføres på den ene overflade af opvarmede glasplader, der måler 5 x 8 cm, ved at hver plade i 3 sekunder udsættes for en findelt sprøjteforstøvning af organotinforbindelsen, der fremkommer fra åbningen i et forstøvningsapparat. Pladerne er anbragt i en afstand på 30 cm fra åbningen. Sprøjteforstøvningen gennemføres under anvendelse af kompri- 3 meret luft, som løber med en hastighed på mellem 7500 og 8000 cm pr. minut. Umiddelbart før pladerne oversprøjtes, opvarmes de i 10 minutter i en ovn, der holdes ved 480°C. De overtrukne plader opvarmes til en temperatur på 250°C i 5 minutter for at omdanne butyltintrichloridet til stannioxid. Før pladerne har haft lejlighed til at afkøles til omgivelsestemperatur (ca. 210°C), oversprøjtes de med en vandig emulsion fremstillet ved fortynding med 980 dele vand af en blanding indeholdende 4,2 dele af en oxideret poly-ethylen ("Polyethylene 629", der kan fås fra Allied Chemical Company), 0,75 del af en blanding af fedtsyrer, der normalt betegnes som "talgoliefedtsyre", 0,75 del morpholin og 14,3 dele vand. Emulsionen påføres under anvendelse af den samme fremgangsmåde som beskrevet for påførelse af butyltintrichloridet med den undtagelse, at hver enkelt plade udsættes for sprøjteforstøvningen i 5 sekunder.

Efter afkøling til omgivelsestemperatur nedsænkes de overtrukne plader i 2 minutter i en 4 vægtprocents vandig opløsning af natriumhydroxid, der holdes ved en temperatur på 60°C - 4°C. Denne behandling er ækvivalent med den vaskecyklus, der anvendes i kommercielle anlæg til behandling af glasflasker beregnet til alkoholfrie læskedrikke.

ίο 144470

Eksempel 2 (Sammenligningsforsøg).

Et antal glasplader, der måler 5x8 cm, overtrækkes med stannioxid under anvendelse af den i eksempel 1 beskrevne fremgangsmåde. I dette tilfælde er den anvendte tinforbindelse stannichlorid, der påføres ved brug af et forstøvningsanlæg med dichlordifluormethan som drivgassen i stedet for strømmen af komprimeret luft. Efter at være opvarmet til 250°C i 5 minutter overtrækkes pladerne med oxideret polyethylen således som beskrevet i det foregående eksempel og neddyppes i 2 minutter i en 4 vægtprocent vandig natriumhydroxidopløsning ved en temperatur på 60°C - 4°C.

Eksempel 3

Friktionskoefficienten for de overtrukne plader fremstillet som beskrevet i eksempel 1 henholdsvis eksempel 2 måles under anvendelse af et kommercielt tilgængeligt prøveapparat, der fremstilles og forhandles af Visco Tech Company, og ved brug af den af American Society for Testing of Materials specificerede prøve (Test No. D1894-63). Den plade, der skal bedømmes anbringes med sin overtrukne side vendende opad på et motordrevet bevægeligt bord og fastspændes under anvendelse af klæbebånd. En metalplade, der vejer 192 g, anbringes på toppen af prøvepladen og forbindes til et kraftmåleapparat, som på sin side er fastgjort til en ikke-bevægelig del af prøveanlægget. En vægt på 100 g anbringes oven på metalpladen, således at totalvægten (V) på glaspladen bliver 292 g. Bordet bevæges i en retning bort fra kraftmåleapparatet med en hastighed på 15,2 - 0,3 cm pr. minut, og måleapparatets aflæsning optegnes som kraften (F) i gram, der kræves til at overvinde friktionen mellem glaspladen og metalpladen. Denne friktionskraft modsætter sig gli-debevægelsen af metalpladen og den ekstra vægt hen over den overtrukne overflade.

Fritionskoefficienten (C^) beregnes under anvendelse af formlen

Cf = F/292 hvori F betegner gennemsnitsaflæsningen på kraftmåleren, der iagttages under metalpladens passage hen over den overtrukne glasplade.

144470 11

Den gennemsnitlige friktionskoefficient for 12 plader, som er forsynet med overtræk af stannioxid fremstillet under brugen af stannichlorid således som beskrevet i ovenstående eksempel 2, er 0,199. Gennemsnitsfriktionskoefficienten for de 12 plader overtrukket med stannioxid hidrørende fra butyltintrichlorid påført i eksempel 1 er 0,123. Den lavere friktionskoefficient, som glasoverflader overtrukket ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen, udviser, er en fordel til de anvendelser, ved hvilke mange forskellige genstande såsom beholdere holdes i indbyrdes kontakt. En lavere friktionskoefficient forøger modstandsdygtigheden over for slid og ridsning under håndtering, behandling og forsendelse af beholderne, hvorved sandsynligheden for brud formindskes. Dette gør det muligt at transportører og påfyldningsmaskiner kan behandle et større antal flasker inden for et givet tidsrum ved, at flaskerne anbringes tættere på hinanden og transportapparatet betjenes med højere hastighed, selv om dette forøger hyppigheden og varigheden af kontakten mellem beholderne indbyrdes og andre overflader, uden at de overtrukne beholdere derfor er udsat for overdrevent eller unødigt hyppigt brudfænomen.

Eksempel 4

Det foreliggende eksempel tjener til belysning af, at glasbeholdere overtrukket ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen under anvendelse af butyltintrichlorid udviser højere bristningsstyrke end beholdere overtrukket ved kendt teknik under anvendelse af en organotinforbindelse såsom di-methyltinchlorid.

12 144470

Bristningsstyrken bedømmes ved at sætte et antal identiske beholdere under et indvendigt tryk, som forøges 2 gradvis fra 12-22 kg pr. cm , under iagttagelse af den procentdel af flaskerne, som brister ved et givet tryk. Prøven anvendes på to grupper af 260 flasker hver. Den ene gruppe beholdere er overtrukket under anvendelse af dimethyltin-dichlorid, og den anden beholder er overtrukket under anvendelse af butyltintrichlorid. De under overtrækningsoperationen anvendte betingelser indstilles således, at der opnås overtræk med praktisk talt samme tykkelse uanset det anvendte forstadiemateriale. De overtrukne flasker opvarmes til omdannelse af organotinhalogenidet til stannioxid.

Resultaterne af denne bedømmelse af bristningsstyrken er anført i nedenstående tabel:

Tryk % Bristede flasker overtrukket med 2 (kg/cm )_Dimethyltindichlorid_Butyltintrxchlond 12 7,1 0 .13 17,9 2,8 14 25 8,3 15 42 13,9 16 50 19,4 18 71,4 33,3 20 85,7 52,8 22_89,3 69,4

Resultaterne af denne prøve demonstrerer, at ikke alene er butyltintrichlorid mere effektivt og lettere at benytte ved overtrækningsoperationen end dimethyltindichlorid, men førstnævnte forstadiemateriale giver også et overtræk, som styrker glasset betydeligt mere end overtræk påført under anvendelse af dimethyltindichlorid.